kongens foged
Kongens foged, se foged og eksekution.
Kongens foged, se foged og eksekution.
Foged og delefoged var en embedsmand eller betjent, der fra 1300-tallet varetog opgaver for kongen eller kirken i den regionale eller lokale administration. Også i den private godsadministration anvendtes fogeder. I 1300-1400-tallet blev lensmanden undertiden kaldt foged
kongelig fogedborg under dronning Margrete 1. i 1390'erne. Den danske stormand Jesse Eriksen var her kongens foged og mishandlede de svenske bønder, hvilket foranledigede oprøret i Dalarna 1434 under ledelse af Engelbrekt Engelbrektsson. Borganäs blev indtaget og jævnet med
ca. 1230. Den danske konges foged, gældkeren, har holdt til på borgen og bl.a. opkrævet afgifter fra Skanörmarkedet. Borgen er sandsynligvis nedlagt i begyndelsen af 1400-tallet, da den omtales for sidste gang. Læs mere i Den Store Danske Falsterbo Skånemarkedet
for ledingsbønderne i sit distrikt, skipæn, mod skibsleje. Han skulle ud over folkevåbnene, sværd, spyd og jernhat, have brynje, armbrøst og hest; hertil bidrog de ledingspligtige. Styresmandsembedet var begrænset arveligt og kunne kombineres med posten som kongens foged i området.
kongelig borg med en foged eller lensmand, som han efterhånden kaldtes, i spidsen. De enkelte len og hele landsdele blev nu i en kapitalisering af magten pantsat til pengestærke adelige og til fyrster. Allerede i 1325 var hen ved halvdelen
konge Gustav 1. Vasa fogeder i det grænseløse landskab, og hans søn, Karl 9., var målbevidst i sin stræben efter at indlemme Lappland under svensk forvaltning. I 1640'erne påbegyndtes udnyttelsen af en sølvmine, og sammen med malmfund gav dette
fogeder. To gange i 1542 blev der sendt kongelige hære mod Dacke, men kongens mænd måtte indgå aftaler, der gjorde Dacke til hersker over Småland, som han regerede fra Kronobergs Slot. I januar 1543 opsagde kong Gustav våbenstilstanden, og tre
kongens repræsentant i købstæderne fra 1200-tallet og frem til 1919. Fogeden, som fra omkring 1400-tallet blev kaldt byfoged, varetog kongens interesser, specielt indkrævning og oppebørsel, dvs. inkassering, af skatter. Byfogeden dømte på bytinget sammen med borgmestre og byråd
kongen, idet dog de administrative opgaver med tiden blev overtaget af andre fogeder. Efter 1660 udvidedes herredsfogedens øvrighedsbeføjelser i takt med begrænsningen af de private godsejeres patrimonielle myndighed, dvs. de administrative funktioner, der påhvilede dem. Herredsfogederne fik i 1701 tilsyn