konsonantisk
Konsonantisk, (se konsonant), vedr. konsonanter.
Konsonantisk, (se konsonant), vedr. konsonanter.
konsonantisk alfabetskrift. De øvrige vestsemitiske sprog skrives ligeledes med konsonantiske alfabetskrifter, men i former, der går tilbage til det fønikiske konsonantalfabet, der lader til at være udviklet af den protosinaitiske skrift. Fra sidstnævnte udgik nok i en separat udvikling skriften
konsonantisk som [w] eller vokalisk som [u] (senere [y]) ḥēt [ħ] blev tolket konsonantisk som [h] (med bogstavnavnet heta) i de græske dialekter, der havde denne lyd, men vokalisk som [ɛː] (med bogstavnavnet eta) i de dialekter, der ikke udtalte
konsonantiske vokaler, forekommer både som lange og korte. I de østlige sprog bortset fra anatolisk og tokharisk er palatalt k̂ blevet til en sibilant, mens den i de øvrige sprog er faldet sammen med velært k; fx er indoeuropæisk *k̂m̥tóm
konsonantisk præg med 29 eller måske 30 forskellige konsonanter (se skemaet). Af vokaler var der kun tre: a, i og u, der hver også kunne forekomme i lang form. Mange af konsonanterne optræder i par af tre – ustemt, stemt og
konsonantisk [w] og vokalisk [u]. Tegnet stammer fra det vestgræske V, der er lånt fra det fønikiske wau. Omkring Kristi fødsel udviklede den romerske skriveskrift den afrundede bogstavform U, u, der i middelalderen brugtes side om side med V, v
konsonantisk strubelyd ligesom det tilsvarende hebraiske bogstav 'alef. Denne strubelyd symboliseres i transskriptionen 'alef med '. Hvordan den har lydt, vides ikke med sikkerhed. Græsk havde ingen strubelyde og kunne ikke — som de semitiske sprog — skrives uden angivelse af vokalerne. Derfor
konsonantisk rod, som bøjes ved ombytning af de interne vokaler, fx arabisk katab 'han skrev', kitāb 'bog', kutub 'bøger'. Dette system er bedst bevaret i egyptisk samt i de berberiske og semitiske sprog. Den afroasiatiske sprogæts seks grene sprog udbredelse
konsonantiske lyde. Vokalerne blev ikke angivet i skriften, men pga. de semitiske sprogs struktur er ordene alligevel genkendelige. Skrifttegnene menes oprindelig at have været forenklede hieroglyffer. En tidlig form for semitisk skrift (ca. 1500-tallet f.v.t.) med 30 tegn, der
konsonantiske strubelyde, og de skrives her som h. I hittitisk ses fx hasterz, der er samme indoeuropæiske ord som græsk aster og dansk stjerne. Heri ses en bekræftelse af laryngalteorien, der siger, at det indoeuropæiske grundsprog havde disse strubelyde. Labiovelarer