koraller
Koraller, se koraldyr.
Koraller, se koraldyr.
koraller fra både ottearmede koraldyr og mangearmede koraldyr, som i palæontologien ofte benævnes Scleractinia, samt fra to uddøde ordener, Rugosa og Tabulata. Rugosa omfatter både enlige (solitære) og kolonidannende koraller og tæller ca. 800 fossile slægter fra perioden Ordovicium-Perm
koraller Økologisk falder korallerne i to grupper, de ikke-revdannende (ahermatypiske) og de revdannende (hermatypiske) arter. De ikke-revdannende koraller forekommer i alle verdenshave ned til omkring 6000 m dybde med den største tæthed på kontinentalskråningerne mellem 200 og 800 m
koraller de almindeligste; svagt rosa (englehud), hvide og gule koraller er sjældnere. Sorte oktokoraller fås fra Caribien; behandles de med brintoverilte, frembringes de såkaldte guldkoraller. Koraller anvendes som snorperler i halskæder og armbånd, som knapper til øreringe og som cabochon
koraller. I Trias var alle Jordens landmasser samlet i superkontinentet Pangæa, og klimaet var gennemgående varmt og tørt. Trias blev opstillet som stratigrafisk enhed i 1834 i Tyskland af geologen Friedrich von Alberti (1795-1878), der inddelte aflejringerne i tre
koraller være almindelige, og ved Faxe opbyggedes et over 50 m tykt rev, der er over 1 km i diameter. Danienkalken er ofte rig på større fossiler; ud over bryozoer og koraller er søpindsvin, brachiopoder og muslinger hyppige. Flint udgør
koraller og bryozoer optræder der forsteninger af krabber, nautiler (blæksprutter med oprullet skal), muslinger, snegle, søpindsvin, søliljer, brachiopoder og havsvampe samt tænder af hajer og benfisk. Der er ikke fundet rester af lyskrævende organismer i koralkalken, og typen af koraller
koraller. Snegle, de fleste muslinger, mange blæksprutter samt alle nulevende koraller bygger derimod deres skelet af aragonit. Aragonit er mindre bestandig end calcit, så fossiler af disse dyregrupper findes oftest kun som ydre aftryk eller indre udfyldninger, stenkerner, idet selve
koraller opbygget store rev. Ud over koraller og havsvampe er brachiopoder, bryozoer, søliljer, trilobitter, muslinger og snegle meget almindelige, men man har fx også fundet blæksprutter, havskorpioner og kæbeløse fisk. Historie Gotland var beboet allerede før 5000 f.v.t., og talrige
koraller i troperne. I England udrustede man senere skibe med specifikke havforskningsopgaver for øje. Under ledelse af naturforskeren Edward Forbes (1815-54) fik man i 1840'erne og 1850'erne især indblik i havbundens dyreliv. Den britiske indsats kulminerede med