kriminalisering
Kriminalisering, (se kriminalisere), det at kriminalisere.
Kriminalisering, (se kriminalisere), det at kriminalisere.
kriminalisering, afkriminalisering og legalisering. I kriminaliseringsmodellen reguleres sexsalget primært gennem strafferetlige sanktioner, hvor både sælgere og købere kan straffes i henhold til loven. Alle aktiviteter relateret til køb og salg af seksuelle ydelser er dermed strafbare. Afkriminaliseringsmodellen involverer derimod fjernelse
kriminalisering af voldelige handlinger. Sandsynligvis har de værdimæssige ændringer også betydet, at der er blevet stadig mindre vold i samfundet, selvom udviklingen ikke er forløbet ad en fuldstændig ret linje. Samtidig er der opstået det paradoksproblem, at den værdimæssige opprioritering
kriminalisering også af mandens ægteskabsbrud styrkedes efterhånden kvindens retsstilling. De vekslende regler om mulighed for skilsmisse mv. gjorde ikke forskel på mænd og kvinder. Ved indgåelse af ægteskab stiftedes i middelalderen et formuefællesskab, et såkaldt fællig, som omfattede løsøre og
bidragspligt. Derudover skulle man inden for det seneste år have modtaget en advarsel af politiet og så vidt muligt være blevet anvist arbejde. Lovliggørelsen medførte ikke ændring i kriminaliseringen af aktiviteter, der kan hænge sammen med løsgængeri, fx ulovligt spil.
dog samtidig skepsis over for straffens mulighed for at fungere som samfundsmæssig reguleringsmekanisme; kriminalisering og straf bør derfor kun anvendes som det sidste middel. Nyklassisk strafferet kan ses som en reaktion på den tidligere behandlingsorienterede kriminalpolitik, der fokuserede på gerningsmanden.
kriminalisering og straf, etiske begrundelser herfor og grænserne for legitimiteten af strafferetlige virkemidler. De kan både forholde sig til gældende ret og til mere abstrakte spørgsmål. Straffeteoretiske overvejelser fører ofte til retspolitiske anbefalinger. Siden antikken er der udviklet straffeteorier, der
(Danmarkshistorien)
kriminaliseringen af sabotage, men også en bemærkning om, at den nye regering ville føle sig forpligtet over for Rigsdagen. Det beroligede politikerne, som efterhånden var blevet skeptiske med hensyn til hans demokratiske sindelag. Erik Scavenius og Werner Best fandt hurtigt