lapidarisk
Lapidarisk, (af lat. lapidarius hugget i sten, af lapis sten), om udtryksmåde kort og klar; i lapidarstil.
Lapidarisk, (af lat. lapidarius hugget i sten, af lapis sten), om udtryksmåde kort og klar; i lapidarstil.
Lapidariske i formen, af og til med bogstavrim og nogen rytme, er de i reglen kun meddelelser om en død krigerhøvding og om runemesteren, men kan også rumme besværgelser og magi samt navne på mennesker og guder. Nationalklenodiet er Jellingstenene
lapidariske og pointerede trelinjer, og indholdet: de sansede naturscener og det kontrastfyldte, der bygger op til et eksistentielt glimt i læserens bevidsthed. Også optagetheden af østlig mystik, især zen (se zenbuddhisme), har inspireret til brug af haiku. De europæiske digtere
lapidarisk, og flere grammatiske forhold, fx ordafledninger, har været udtrykt ved affikser, som ikke gav sig til kende i skriften. Klassisk tid (ca. 500 f.Kr.-200 e.Kr.). Første del af denne periode spænder over de sidste århundreder af Zhoudynastiet (ca
lapidariske digte med elliptisk syntaks og meningshuller, som kun giver mening for nogle. Et andet er fagtekster, hvor det ofte kun er modtagere med relevant baggrundsviden, som kan danne mening; se fagsprog. I begge tilfælde må tekstens modtager etablere kohærensen
(Dansk Biografisk Leksikon)
lapidariske, tit meget morsomme, kommentarer til aktuelle forhold med til at skabe hans ry. Som polemiker var han skarp, dog oftest loyal, ialtfald over for andre kirkelige retninger; mht. venstregrundtvigianismen kunne det knibe. M. tog afstand fra den grundtvigske højrefløj
(Dansk Biografisk Leksikon)
lapidarisk stil som gør dem vanskelige at læse. Han øvede imidlertid stor indflydelse på sine studenter og sine samtidige. Han deltog med utrættelig iver i videnskabelige diskussioner i faglige foreninger og på internationale kongresser. Især satte han sit præg på
(Gyldendals Teaterleksikon)
lapidariske dybsindigheder findes som P, men også en glad formaning, som dog de færreste kan tyde, nemlig Pantomimeteatrets, skrevet fra højre mod venstre med kinesiske tegn ‘Yu min xie le’, hvilket er udlagt: Glæden vokser, hvis vi deler den med
(Dansk litteraturs historie)
Lapidariske landskaber“, og det peger netop på en anderledes an-organisk og „uhellig“ naturoplevelse end den, man finder hos Thorkild Bjørnvig, fx i „Ahorntræet“ fra Figur og Ild (1959), hvor naturens forfald anskues med hengivelse og opstandelseshåb. Malinowski søger det
(Dansk litteraturs historie)
lapidariske stil, hvor prosaen sættes op som en imitation af en klassisk indskrift. Fra slutningen af 1500-tallet dukker formelle eksperimenter op. Anagrammerne begynder deres sejrsgang med deres ombytninger af bogstaverne i fx et navn, så de danner en ny