lydlære
Lydlære er en efterhånden let forældet dansk betegnelse for fonetik.
Lydlære er en efterhånden let forældet dansk betegnelse for fonetik.
lydlære (laryngalteorien) og bøjningssystemer. Kilder Størst tekstmateriale har man vedrørende hittitisk. Kileskrifttavler fra ca. 1700-tallet-1200-tallet f.v.t. udgør det faste holdepunkt for alle sproghistoriske undersøgelser af anatoliske sprog. Fra andet årtusinde f.v.t. kendes endvidere luvisk (to forskellige dialekter
lydlære og grammatik særdeles værdifuldt for den sammenlignende indoeuropæiske sprogvidenskab. Nyere forskning har påvist, at også sproget i de ældste oldpreussiske tekster reflekterer såvel tryk- som accentforhold, og et urbaltisk system kan derfor nu rekonstrueres på grundlag af både vest
lydlæren kan elastiske bølger også inddeles i infralyd, hørbar lyd og ultralyd. Infralyds frekvens er for lav og ultralyds for høj til, at de kan høres af mennesker. For rene toner omfatter hørbar lyd frekvenserne mellem ca. 30 og 15.000 Hz
Lydlære Foneminventar Oldetruskisk har følgende fonemer: vokalerne a, e, i, u diftongerne ai, au, ei, ui de ustemte lukkelyde p, t, k de ustemte, aspirerede lukkelyde pʰ, tʰ, kʰ hæmmelydene h, f, s, ʃ affrikaten ts sonoranterne v, l, r
Fonik er lydlære, dvs. læren om lydens dannelsesmåde, tilbagekastning osv. Betegnelsen fonik bruges også som sammenfattende navn for fonologi og fonetik.
Fonurgi, (gr. fon- + -urgi), musikinstrumenternes lydlære.
lydlære ved man, at en tone består af en grundtone og en række overtoner, hvis frekvenser er hele multipla af grundtonens frekvens. Den svingning, der frembringer tonen, beskrives matematisk ved en funktion \(f\) af formen \[f(x) = \sum^N_{n
lydlæren og en lille del af formlæren blev aldrig fortsat. Hans usædvanlige indsigt i sin tids danske rigssprog træder frem i Til Kritiken af det Synonyme i Dansk (1860) og i ca. 150.000 efterladte sedler med ordbogsstof, som langt senere
lydlære, formlære og syntaks. Mange af værkets grundbegreber lever stadig. Martinus de Dacia Modi significandi (1270'erne, Betegningsmåder) Den grundlæggende fremstilling af teorien om modi significandi i forbindelse med diskussion af ordklasserne og grammatiske konstruktioner. Gennemgår grundbegreberne i latinsk grammatik