magnitude
er inden for astronomien et mål for stjerners tilsyneladende lysstyrke. Læs mere i Den Store Danske størrelsesklasse
er inden for astronomien et mål for stjerners tilsyneladende lysstyrke. Læs mere i Den Store Danske størrelsesklasse
magnituder. Det betyder, at denne stjerne er den næstklareste stjerne i stjernebilledet, da stjernen β Hydrae, som er en blå-hvid dobbeltstjerne, kun har en tilsyneladende størrelsesklasse på +4,3 og dermed er svagere end γ Hydrae. Dobbelt- og trippelstjernesystemer
magnituder. Cor Caroli, der betyder “Charles‘ hjerte”, er opkaldt efter den engelske Kong Charles I (1600-1649). Stjernen Canum Venaticorum Stjernen β Canum Venaticorum er den næstklareste stjerne i Jagthundene går også under navnet Chara; den er en sol-lignende
magnitude (m)). Ud fra observationerne beregnes amplituden på en tænkt seismograf 100 km fra jordskælvets epicenter. Skalaen er logaritmisk, og Richtertallet er defineret som: m=a1+a2∙log(amplitud en), hvor a1 og a2 er konstanter afhængige af de regionale
Moment Magnitude Scale, MW, skala til beskrivelse af størrelsen på et jordskælv. Kan også kaldes Moment-Richtertallet. Den er foreslået som en forbedring af den oprindelige Richterskalaen. Den foretrækkes af United States Geological Survey, når data er tilstrækkelige til beregningen.
magnituder. Øvrige klare stjerne i hoben er Atlas, Elektra, Maia, Merope, Taygeta, Pleione, Celaeno og Asterope, der alle er kæmpestjerner af spektraltype B. Stjernen Maia (20 Tauri) er prototypen på en bestemt klasse af variable stjerner med en afvigende grundsstofsammensætning
magnitude). Oprindelig blev Richterskalaen konstrueret til Wood-Anderson-seismograferne, som man dengang brugte i Californien; de svageste jordskælv, for hvilke der var gode observationer, fik værdien 0, og hver stigning på en enhed svarede til en stigning på ti gange
magnitude, i astronomi et mål for et himmellegemes lysstyrke. Det nuværende størrelsesklassesystem blev foreslået i 1856 af den britiske astronom Norman Pogson (1829-91) og almindeligt accepteret sidst i 1800-t. Det bygger på den græske astronom Hipparchos' inddeling af
(Naturen i Danmark)
magnitude of fungal diversity: the 1.5 million species estimate revisited. – Mycological Research 105: 1422-1432. Ingold, C.T. 1971. Fungal spores. Clarendon Press, Oxford. Ju, Y.-M. & J.D. Rogers, 1996. A revision of the genus Hypoxylon. – Mycologia Memoir no. 20. APS