mimisk
Mimisk, (se mimik), som angår mimik; som udtrykkes ved mimik.
Mimisk, (se mimik), som angår mimik; som udtrykkes ved mimik.
mimiske muskler De mimiske muskler eller facialis-musklerne omfatter 24 benævnte muskler, hvoraf de fleste er symmetrisk parrede. De er kendetegnede ved at forbinde ansigtets, halsens og skalpens hud med underliggende kranieknogler og ved alle at være under kontrol via
mimiske ansigtsmuskler og de hudmuskler (panniculus carnosus), hvormed visse dyr som fx hund og hest kan ryste skindet. Anlæggelse i fosterlivet Skeletmuskler er alle af den tværstribede type (se muskel). De er ordnet i grupper, hvis beliggenhed, struktur og nerveforsyning
mimiske Lucknowstil og Janki Prasad-stilen fra Benares, der er kendt for sin ynde og præcision. Omkring 1930 fornyedes danseformen, og hele kathakballetter blev skabt, bl.a. i et forsøg på at forene den abstrakte og den mimiske stil. Karakteristiske træk
Jean-Louis Barrault og Marcel Marceau. Hvor Decroux forfulgte den "rene" eller "abstrakte" mime, kombinerer Jacques Lecoq det mimiske udtryk med stemmen. I ikke-europæisk teater som Pekingopera, japansk kabuki eller indisk kathakali er de mimiske færdigheder basale for skuespillere.
mimisk gengivelse af dramatisk handling, ofte karakteriseret ved et egentligt formaliseret tegnsprog, som er beslægtet med ballet. Pantomimespillere kendtes allerede i den klassiske oldtid. Som datidens skuespillere bar de masker, men med lukket mund. Genren var også kendt i renæssancen
lugtesansen og har at gøre med udstødelse og senere undgåelse af dårlige fødeemner. Hvor følelsen overføres til andre områder end fødeindtagelsen — fx til personer — bevarer den ofte sin biologiske udtryksside, fx et mimisk udtryk for at kaste op eller spytte.
tragiske roller til en fantasifuld, mimisk rig og til tider grotesk komik i komedier, fx i Hjalmar Bergmans Swedenhielms. Han søgte bestandig at forny sig og blev en institution i svensk teater. Læs mere i Den Store Danske svensk teater
mimisk kunstner. Han kreerede en række hovedpartier i Vincenzo Galeottis balletter og overtog delvis balletmesterposten efter dennes død i 1816. Han evnede dog ikke at puste nyt liv i balletten og trak sig tilbage i 1823. I sit lange otium
mimisk udtryksfærdighed. Han organiserede den danske ballet, som var i en slet forfatning, fremeksercerede et kompagni, skabte solister og koreograferede. Det var ham magtpåliggende, at hans dansere blev respekteret som ligeværdige borgere, og igennem sit virke hævede han dansernes sociale