missionsbefalingen
er Matthæusevangeliets afslutningsord (28,18-20). Det er det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor vi møder den dåb i både Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, som siden blev den almindelige.
er Matthæusevangeliets afslutningsord (28,18-20). Det er det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor vi møder den dåb i både Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, som siden blev den almindelige.
missionsbefalingen: ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Fra senmiddelalderen stammer en sidealterfigur af Skt. Dionysius og et korbuekrucifiks, mens 1600-tallets vigtigste nyanskaffelse var den prægtige prædikestol fra 1654 udført af Christen Jacobsen. Inventaret blev gennemgribende fornyet i 1760’erne
missionsbefalingen). Unddrager Jesu opstandelse sig historikeren som begivenhed, er virkningerne af troen på den opstandne frelser dog klare nok. Men der kan ikke sluttes umiddelbart fra virkning til historisk årsag. Fortællingerne om tilsynekomsterne udviser også store forskelle. Ifølge Apostlenes Gerninger
missionsbefalingen om at gøre alle folkeslag til disciple (Matth. 28,19). Den moderne missionsopfattelse blandt protestantiske teologer skyldes navnlig Karl Barth, der i begyndelsen af 1950'erne introducerede udtrykket Guds mission (lat. missio dei) i den teologiske debat. Formålet var
missionsbefaling (28,16-20). Desuden er evangeliet præget af fem store taler, der også strukturerer det. Bedst kendt er den første, Bjergprædikenen (kap. 5-7), der programmatisk udtrykker denne evangelists teologi. Ellers er handlingen som i Markusevangeliet: Efter at være
missionsbefalingen i slutning af Matthæusevangeliet (Matt 28,18-20), hvor den opstandne Jesus sender de elleve apostle – den tolvte, Judas Iskariot, havde begået selvmord – ud i verden for at forkynde evangeliet. For vi læser kun om et par enkelte af
(Dansk litteraturs historie)
missionsbefaling. Efter afslutningen af Waldemar den Store og hans Mænd (1824) skriver han i hvert fald til Grundtvig, der netop i sidste sang af Nyaars-Morgen fra samme år har hyldet Ingemanns værk som et sikkert tegn på folkeåndens tilbagevenden