monoftongering
Monoftongering, (se monoftong), det at monoftongere.
Monoftongering, (se monoftong), det at monoftongere.
monoftongering svarende til den latinske, er lydudviklingen uklar. Formentlig omkring 300 e.v.t. var udtalen [ɛ]. Denne udtale fortsatte i folkesprogene og i middelalderlatin, hvor det også blev almindeligt at skrive e, fx Marie i udtryk som Annuntiatio Mariae 'Marie bebudelse
monoftongering af de fællesnordiske diftonger, der fra 800-tallet fandt sted i et område, der hovedsagelig svarer til Danmark og Sverige. Den østnordiske monoftongering er også udbredt i Norge, se kort til artiklen dansk sprog; men alligevel regnes norsk til
monoftongering, så nutidens resultat er fx islandsk reip, laus, leysa, norsk reip, laus, løyse = svensk rep, lös, lösa og dansk reb, løs, løse. Bøjningsforhold Grammatisk adskilte olddansk sig ikke fra fællesnordisk. Substantiverne var fordelt på tre køn; maskulinum (hankøn) var
monoftongering af diftonger og kontraktion af vokaler. Stemte lukkelyde findes ikke, men etruskerne bevarede alligevel d og b i deres alfabet, eftersom disse findes i det latinske alfabet, der bygger på det etruskiske. Nogle lyde gengives forskelligt, både i den
monoftongering begyndende i mellemtysk. I bayersk blev langvokalerne i, u, ü diftongeret til ei, au, äu/eu, jf. mhty. min nüwes hus 'mit nye hus' over for nhty. mein neues Haus. I mellemtyske dialekter blev diftongerne ie, uo, üe til