monoteistisk
Monoteistisk, (se monoteisme), vedr. monoteisme el. monoteister.
Monoteistisk, (se monoteisme), vedr. monoteisme el. monoteister.
monoteistiske systemer er opstået af polyteistiske systemer. Der findes tre grundtyper af monoteistiske opfattelser: monarkisk monoteisme, emanationsmonoteisme og historisk-etisk monoteisme. Den monarkiske monoteisme er kun ét trin fra polyteismen, idet den anskuer gud som konge eller højgud over alle
monoteistisk karakter, selvom den højeste gud i de enkelte områder kan antage forskellige skikkelser, fx kikuyuernes Ngai, der bor på Mount Kenya, eller yorubaernes Oludumare, der holder til i skyerne. Centralt i menneskers forhold til den højeste gud er spørgsmålet
monoteistiske religioner Selv om monoteisme i princippet er uforenelig med dualisme, har skaberguden i de monoteistiske religioner som jødedom, kristendom og islam dog en modstander, Satan, som frister eller forfører mennesket til ulydighed. I GT er Satan en af "Guds
monoteistisk gudsdyrkelse. Israel havde kun én Gud, Jahve, og havde ikke lov til at dyrke andre guder, som det udtrykkes i De Ti Bud. Jahve havde åbenbaret sig for Israel på Sinaibjerget efter udvandringen fra Egypten og havde sluttet pagt
monoteistiske religioner, hvor troen snarere er en frelse fra en selv, fra "at være indkroget i sig selv" (Luther) til en udadrettet næstekærlighed. Tilknytningen til guddommelige magter står centralt i troen; et andet væsentligt element er opfattelsen af døden. Om
monoteistisk gudsdyrkelse fra Akhnaton til Moses. I oldtidens Ægypten forsøgte Faraoen Akhnaton nemlig allerede i det 14. århundrede f.v.t. at erstatte polyteismen med dyrkelsen af solguden Aton. Tilsvarende skulle Moses ifølge den gammeltestamentlige historieskrivning have etableret den israelitiske pagts-religion
monoteistiske rødder og inspirerede ham til en tolkning af islam tæt på sufisme. Frantz Fanon og hans værk Fordømte her på jorden, som Shari'ati sammen med andre oversatte til persisk, gav sidstnævnte al den ammunition, som hans egen anti
monoteistiske religioner som mazdaismen i Iran og sabiernes religion i Irak "Bogens folk" og således dyrkere af profeter og dermed et forstadium til Islam. De kunne nyde religionsfrihed og i øvrigt lige rettigheder med andre mod at betale skat, tribut
monoteistisk hinduistisk religion og et hindusamfund baseret på de gamle vediske skrifter. Hans synspunkter kommer tydeligst til orde i Satyarth(a) Prakash(a) fra 1874. I 1875 stiftede han bevægelsen Arya Samaj ('ariernes samfund'). Dayananda Sarasvati gjorde en stor indsats