musikantisk
Musikantisk, (ty. musikantisch), præget af musik- el. spilleglæde.
Musikantisk, (ty. musikantisch), præget af musik- el. spilleglæde.
han som en af de første kombinerede med traditionelle instrumenter. Bruno Madernas stykker benytter serielle og aleatoriske midler og kendetegnes ved et klangskønt, til tider næsten musikantisk, italiensk tonefald. Som dirigent var han særlig anerkendt som fortolker af ny musik.
musikantisk tone. Landflygtigheden i Sverige fordybede hans udtryk og gjorde hans stil bredere og mere følelsesfuld. Det høres bl.a. i den 4. symfoni (1946) og i en række vokalværker til bibeltekster, fx Tre Davids-salmer (1949), flere sæt solosange fra
musikantiske elegance i Sergej Prokofjevs Klassisk Symfoni (1916-17). En af de mest fremtrædende repræsentanter for neoklassikken var Igor Stravinskij. Balletten Pulcinella (1919-20) er en parafrase over satser af (eller tilskrevet) Giovanni Battista Pergolesi, operaen Oedipus Rex (1926-27) bruger
musikantisk, ofte parodisk og brutal stil, der havde træk fra ekspressionisme og futurisme. Den gav ham ry som provokatør, og han tog siden afstand fra den. I sangcyklussen Das Marienleben (1923, rev. 1936-48) begyndte en ny periode i Paul
musikantisk pastiche. Under revolutionen forlod han Rusland og turnerede som pianist og komponist, først med base i USA, hvor han i 1921 dirigerede uropførelsen af sin opera Kærligheden til de tre appelsiner (1919), og siden i Paris. Fra 1933 nærmede
musikantiske, det folkelige, det nordisk kølige og det symfonisk ekspressive skabte han et enestående dansk tonesprog. Han markerede sin æstetiske position i en række artikler og navnlig i bogen Mellemspil (1961). Han tog afstand fra både Igor Stravinskijs kølige artisteri
(Dansk Biografisk Leksikon)
Musikantisk koncertino op. 23, for børnekor og blokfløjter Hvem vil med op at flyve? op. 20 og småsange op. 22, sange for mandskor og sange for blandet kor som var bestemt for B.s eget arbejde på folke-musikskolen, og hvoraf
(Dansk Biografisk Leksikon)
musikantiske rammer han i 1938 udformede et af sine mest spillede og berømmede værker, blæserkvintetten Serenade uden reelle hensigter. Fra 1929 og næsten fyrre år frem var W. organist ved Annakirken i København, og med iver kastede han sig også
(Dansk Biografisk Leksikon)
musikantisk art. J. var medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab 1943 (som den første musikhistoriker), æresmedlem af The Royal Musical Association, London 1946, medl. af Kungl. musikaliska Akademien i Stockholm 1951, æresmedl. af Accademia Nazionale di Santa Cecilia, Rom