narhval
Narhvalen er en op til 5 m lang og 1,6 tons tung tandhval i familien hvidhvaler. Ungen er ved fødslen ca. 1,6 m lang og lysegrå og har endnu ikke udviklet de voksnes spraglede farvetegning. Narhvalens stødtand Dens
Narhvalen er en op til 5 m lang og 1,6 tons tung tandhval i familien hvidhvaler. Ungen er ved fødslen ca. 1,6 m lang og lysegrå og har endnu ikke udviklet de voksnes spraglede farvetegning. Narhvalens stødtand Dens
arktisk udbredte arter: hvidhval og narhval. De nulevende arter mangler rygfinne og har bevægelige luffer. Uddøde hvidhvalslægtninge fandtes også i tropiske og tempererede havområder. Hvidhval og narhval lever af stimefisk, krebsdyr og blæksprutter. Læs mere i Den Store Danske hvaler
narhvaler, der anvendes til fødesøgning, kamp og parringsadfærd. Hos elefanter udgøres stødtænderne af fortænderne i overmunden, mens de hos hvalrosser udgøres af overmundens hjørnetænder og hos flodheste af undermundens hjørnetænder; hos svin udgøres de af hjørnetænder i både over- og
narhval og næsehorn. Disse midler er oftest i sig selv uvirksomme, men uskadelige, bortset fra at en udbredt anvendelse af dem kan true den dyreart, de stammer fra. Andre midler, fx stryknin og kantarider ("spansk flue", der udvindes af biller
narhval, hvalros og vortesvin, men bør begrænses til elefantens stødtænder, der alene har det såkaldte diamantmønster, et net af krumme linjer, der krydser hinanden og tydeligt kan ses på et tværsnit af tanden. Elfenben har fra gammel tid været et
oprindelse og næsten helt dækket af gletsjere; plante- og dyrelivet er sparsomt, men i havet er der store forekomster af sæl, hvalros og narhval. Sovjetunionen gjorde krav på området i 1926, og siden 1929 har der været permanente russiske observationsstationer.
narhval og hvidhval. Begge arter fanges i marts-maj i Nordvestgrønland. Undertiden spærrer isen et antal hvaler inde i våger, hvor de nedlægges (savssat). Blandt bardehvalerne er blåhval, finhval, sejhval, vågehval og pukkelhval atlantiske sommergæster i Davisstrædet. Vågehvalen optræder ofte
narhval og næbhvaler). Baglemmer og hofteben er næsten reduceret helt bort; tilbage er kun to små knogler (bækkenrudimenter) uden forbindelse til det øvrige skelet. De tidligste hvaler, urhvalerne, menes at have haft små baglemmer. Man kender til sjældne tilfælde af
narhval, pukkelhval og grønlandshval (se rethvaler) og i bl.a. Alaska efter grønlandshval. Endvidere drives lokalfangst efter vågehval og finhval. På Færøerne foregår den lokale fangst af grindehvaler (se delfiner) ved, at hvalerne drives op på land i en havbugt eller
narhval eller hvidhval. Mattak, der består af hud og spæk, er en grønlandsk delikatesse og spises rå. Mattak udgjorde en vigtig kilde til vitaminer i de golde arktiske områder og har især et højt indhold af bl.a. C-vitamin. Mattak