nobilitet
Nobilitet, (lat. nobilitas), 1) den romerske adel i republikkens senere del. 2) berømthed.
Nobilitet, (lat. nobilitas), 1) den romerske adel i republikkens senere del. 2) berømthed.
Nobilitas er en romersk term, der fortæller, at en person har forfædre, som var konsuler og/eller triumfatorer. Typisk kunne en romer kalde sig selv nobilis, hvis hans far eller bedstefar havde været konsul. Dog er der eksempler på beskrivelsen brugt
Nobilitas er et latinsk ord for adel.
nobilitet og kirken. Generalguvernøren var kirkens civile overhoved, hvilket resulterede i stridigheder med ærkebispen om magt og indflydelse; præster og munke var bindeleddet til befolkningen, hvor traditionelle animistiske opfattelser havde en betydelig grobund og påvirkede opfattelsen af kristendommen. I slutningen
nobilitas obligat. Noblesse optræder på fransk fra 1100-tallet. At tilhørsforholdet til denne samfundsklasse forpligter, betyder, at man skal optræde dannet og retfærdigt og handle i overensstemmelse med sin position som adelig og frem for alt være tro mod kongen
(Dansk Biografisk Leksikon)
Nobilitets Omfang, 1935, kom til at danne epoke. Det var ikke almindeligt med afhandlinger om antik historie som doktorafhandlinger ved Kbh.s. universitet, navnlig ikke om så centralt et emne. Efter at A. havde fremsat sin tesis aktiveredes studiet af antik
(Dansk Biografisk Leksikon)
Nobilitas Daniæ ex monumentis, blev B. videreuddannet af J. M. Preisler. 1754 fik han Kunstakademiets store sølvmedalje og 1759 dets store guldmedalje for et stik Moses ved den brændende Tornebusk. Allerede omkring 1755 havde han udført et større sortkunstblad forestillende