oliefarve
Oliefarve, se oliemaleri og oliemaling.
Oliefarve, se oliemaleri og oliemaling.
oliefarver, dvs. farver med tørrende olie som bindemiddel. Teknikken har gennem tiden været brugt på underlag som træ, lærred, sten, papir, karton, metal, masonit, spånplade o.l. Det tidligst dokumenterede oliemaleri er formentlig romernes malede skjolde. I tavlemaleri kendes oliefarver fra
oliefarver, og efter optørring er de ikke længere vandopløselige. Teknikken tillader mangfoldige virkemidler fra laserende vandfarveeffekter til pastose farvelag med forskellig overfladekarakter, og den forener derved muligheder fra flere af de traditionelle maleteknikker. Akrylmaleriet blev taget op af 1960'ernes
oliefarver, hvor glødende rødt blusser op, og hvidt danner modvægt. Enzo Cucchi har en bemærkelsesværdig produktion af akvareller og tegninger, hvor hans univers gnistrer fortættet. Endvidere har han skabt nogle få bronzeskulpturer, bl.a. til Louisiana. Læs mere om italiensk billedkunst
oliefarver, lakker og trykfarver. Cadmiumorange og cadmiumrødt, CdS, CdSe Cadmiumsulfid-selenid bliver mere rødt, jo højere indholdet af selenid er. Stor lysægthed og temperaturstabilitet. Giftigt pga. cadmium. Automobillakker. Kunstnerfarve. Indfarvning af plast. Må ikke bruges til fødevarebeholdere. Sorte pigmenter navn
glittedes eller valsedes. Derpå blev det overtrukket med guldfernis, og mønsteret påførtes som punslet arbejde eller som tryk til relieftapeter. Til sidst kunne dele af mønsteret males med oliefarver. I sidste halvdel af 1800-t. genopstod gyldenlæderet, nu industrielt fremstillet.
oliefarver, den dominerende form for staffelimaleri. Til mindre arbejder på papir har man ofte brugt pastelfarver eller vandopløselige farver, de transparente akvarelfarver og de dækkende gouachefarver. Dækkende vandfarveteknikker er også hyppigt anvendt til middelalderens bogmalerier på pergament og til miniaturemalerier
oliefarve. Fra begyndelsen af 1800-t. blev tapet, udført i ark med limfarvede, trykte mønstre, udbredt. Træådringsimitationer (se ådring) var almindelig anvendt fra midten af 1800-t. helt frem til 1920'erne. Sideløbende hermed begyndte en reaktion mod det mørkt
Massicot, (via fr. fra sp. mazacote '(slags) mørtel, klumpet masse'), ældre betegnelse for blytingult, se blypigmenter. I dag anvendes det om det gule blymonoxid, der er uegnet som malerfarve, men har været brugt som tørrelse i oliefarve.
oliefarve eller lignende påføres en plan flade (fx metal eller glas), hvorfra der så tages et første aftryk. Efterfølgende aftryk fra pladen kræver, at motivet bliver opfrisket med ny farve, hvorved alle monotypier bliver lidt forskellige og hvert af dem