orfisk
Orfisk, se orfismen.
Orfisk, se orfismen.
orfiske og bacchiske ritualer" sidestilles med "de egyptiske og pythagoræiske". Moderne forskning var længe optaget af en definition af "den orfiske religion"s egenart, og nogle har opfattet Orfeus som en historisk person og er gået så vidt som til
orfisk tilbageblik, som prægede de mest formkritiske dele af fin de siècle, afsluttes med avantgardebevægelsernes hyldest til nuet og til fremtiden. Guillaume Apollinaires Calligrammes: Poèmes de la paix et de la guerre (1918) hører til fin de siècle ved at
er en personifikation af naturnødvendigheden (se nødvendighed) i den del af den græske teologi og filosofi, der var præget af orfisk religion (se orfisme). Hos Platon er Ananke mor til skæbnegudinderne (moirer).
monografi om Arthur Rimbaud og hørte til samtidens mest fremtrædende og magtfulde intellektuelle. Det var i sin rolle som redaktør, at Soffici forlagde Dino Campanas oprindelige manuskript til Orfiske sange. Læs mere i Den Store Danske italiensk litteratur Dino Campana
analyse af hendes fortælling "Drømmerne". Sit andet speciale har han bl.a. behandlet i Primitivitetens paradoksale kostume (1986) om Per Højholt, i Symbolismen — eller jegets orfiske forklaring (1993) om især Sophus Claussen og i Mastetoppe (1997), en samling af 100 digtanalyser.
digtere i personificeret form: "alle tings far", "tidens tand" osv. I orfisk religion er Chronos en af Kosmos' urguder. Chronos sammenblandes i denne rolle ofte med titanen Kronos. Læs mere i Den Store Danske Grækenland i oldtiden – religion Myte Chaos
sonoffer. Myten om "danaidernes kar" er muligvis opstået i den orfiske religion, og som symbol på evig straf findes karret, der aldrig kan fyldes, først her. Læs mere i Den Store Danske pithos orfisme olympiske guder Grækenland i oldtiden – religion
Orfiske sange) står som et overgangsfænomen mellem den klassiske symbolisme af fransk afstamning (Baudelaire, Rimbaud) og mellemkrigstidens hermetiske lyrikere med Eugenio Montale i spidsen, for hvem Campana har haft stor betydning. Han tilbragte de sidste 15 år af sit liv
som fyldes af liv. Bl.a. digtsamlingerne Orfiske sange (1960), Fahrenheit 121 (1968) og Dødt vand (1977) tematiserer ligesom Eeva-Liisa Manners øvrige værk — hørespil, teaterstykker, noveller, versdramet Eros og Psyche (1959) — hendes stræben efter at nå frem til altings samhørighed.