ostinato
Ostinato, i musik et gentaget motiv e.l., især anvendt om basso ostinato.
Ostinato, i musik et gentaget motiv e.l., især anvendt om basso ostinato.
ostinato i megen dansemusik, fx i basse danse. I barokmusikken findes basso ostinato bl.a. i arier og orgelstykker af komponister som Purcell, Buxtehude, J.S. Bach og Händel. Barokkens operaarier og langsomme koncertsatser (fx hos Vivaldi) kendetegnes i mange tilfælde ved
ostinato (se basso ostinato), en stadigt gentaget basmelodi. De ældste eksempler på variationer over en ground ses hos komponisterne af virginalmusik, fx William Byrd og John Bull fra omkring år 1600. Af senere komponister af grounds kan nævnes John Blow
ostinato 'stædig, hårdnakket, vedvarende', afledt af lat. obstinare 'være fast besluttet på'), melodisk, harmonisk og rytmisk prægnant sekvens, der gentages. Inden for klassisk musik anvendes betegnelsen især i forbindelse med genrer som chaconne og passacaglia (se basso ostinato). Inden for
ostinato). Kendte eksempler er Buxtehudes to værker for orgel i c-mol og e-mol, BuxW 159 og 160, og sidste sats af Bachs partita nr. 2 for soloviolin, BWV 1004. Som dans fandt chaconne især anvendelse i Frankrig som
ostinato på 16 takter, der i øvrigt var nærtbeslægtet med ostinate melodier som romanesca og passamezzo. En ostinat bas kan have forskellige melodier i overstemmen, men én bestemt melodi, Folies d'Espagne ('Spaniens dårskaber'), blev yndet i en sådan grad
Passacaglia, musikalsk satstype, der er kendetegnet ved en gentaget basfigur (basso ostinato) ledsaget i overstemmerne af stadigt nyt stof; nært beslægtet med chaconne. Især fremtrædende i baroktiden, men også dyrket af mange komponister i 1900-t.
navnet på en variationsform, ligesom chaconne en af baroktidens almindeligste betegnelser på ostinatovariationer (se basso ostinato). Kendte eksempler er Buxtehudes passacaglia i d-mol BuxWV 161 og J.S. Bachs passacaglia og fuga i c-mol, BWV 582, begge for orgel.
ostinato i satstyper som chaconne, passacaglia og folia. Genren tema med variationer går tilbage til de engelske virginalisters variationer over dansemelodier omkring 1600. Oprindelig var der tale om melodiske figurationer af temaet som fx hos Mozart, mens Beethoven snarere dyrkede