pløjning – af jord
Pløjning, se jordbehandling og plov.
Pløjning, se jordbehandling og plov.
Pløjning er høvling af planker, hvorved den ene kant forsynes med et fremspring (fer), den anden med en rille (not), så plankerne kan samles.
pløjning, mens jorden er letbearbejdelig for ploven, der gennemskærer, løsner, bryder og vender jorden. Pløjningen har den vigtige effekt at øge det porerumfang i jorden, som er en af forudsætningerne for en god struktur ved etablering af såbed. Ca. 60% af
pløjning af selv svær jord. Hovedafgrøderne er i reglen de holdbare kornsorter hvede og ris. Et lejlighedsvis overskud kan derfor sælges eller byttes. Ind-udmarksbrug begrænses især af mangel på græsningsmuligheder. Brugene udvikles derfor ofte til permanent landbrug ved, at
pløjning og harvning steg med indførelsen af de forskellige skiftebrugssystemer, og man tilstræbte efterhånden at opnå en bedre jordberedning ved bortlugning af ukrudt og forøget pløjning. I de mest intensivt opdyrkede områder i Nordeuropa pløjede man i 1200- og 1300-t
pløjning ofte afgørende for at fremme omsætningen af næringsstof. Det kan ske ved gentagne pløjninger. De to øvrige typer omfatter de såkaldte koncentrationsbrug, i hvilke man enten ved en slags opsparing (koncentration over tid) eller ved at overføre næringsstof fra
pløjninger med muldfjælsploven opstod et vaskebrætlignende system af højryggede agre. Agerrenen (upløjet jordstrimmel, som danner skel mellem to jordejendomme eller marker) havde betydning for afvandingen af marken, som derfor fulgte hældningen i terrænet; samtidig markerede den ejendomsgrænsen. Agrene kunne være
Bustrofedonskrift, (af gr. bustrofedon egl. plovvending (under pløjning med okser), af bus okse + strofe vending), skrift, der skal læses skiftevis fra venstre til højre og fra højre til venstre.
pløjning), dvs. med modsat læseretning og ofte spejlvendt for hver linje. Først efter 500 f.v.t. bliver skriveretningen fra venstre mod højre normen. fønikisk græsk 𐤀 ʾālep [ʔ] Α, α alfa [a], [aː] 𐤁 bēt [b] Β, β beta [b] 𐤂
pløjning. Menneskeskikkelser med våben, som f.eks. økser, sværd og spyd er også ret udbredte. Den sydlige tradition tilhører hovedsagelig perioden 1600-300 f.v.t., mens skåltegn dog kendes helt tilbage fra ca. 2900 f.v.t. Den nordlige tradition tager tilsyneladende sin begyndelse