placodermer
Placodermer, gruppe af uddøde, stærkt pansrede fisk; nogle af de ældste fisk med kæber. De opstod i begyndelsen af Devon for ca. 410 mio. år siden og uddøde brat 50 mio. år senere tæt ved grænsen imellem Devon og Karbon
Placodermer, gruppe af uddøde, stærkt pansrede fisk; nogle af de ældste fisk med kæber. De opstod i begyndelsen af Devon for ca. 410 mio. år siden og uddøde brat 50 mio. år senere tæt ved grænsen imellem Devon og Karbon
placodermer og havde som de øvrige placodermer et kraftigt udviklet panser af benplader omkring hoved og forkrop; antiarcher synes dog at have haft gruppens kraftigste panser. Brystfinnerne var også beklædt med benplader og kunne kun bevæges i to led; ét
placodermer, bruskfisk og benfisk). Da brusk, som de moderne agnathers skelet er opbygget af, kun sjældent bevares som fossilt materiale, er kendskabet til deres senere historie ringe, og slægtskabsforholdet mellem nulevende og fossile former er derfor meget usikkert. Fra ostracodermernes
placodermer og benfisk op, sidstnævnte repræsenteret af både kødfinnede og strålefinnede. Blandt de kødfinnede var især lungefisk og kvastfinnede fisk almindelige; ud fra de kvastfinnede opstod padderne. De ældste kendte hajer er fra slutningen af Devon. Havets hvirvelløse dyresamfund var
placodermer), kvastfinnede fisk, lungefisk og berømte tidlige urpadder (tetrapoder) som Acanthostega og Ichthyostega. Benfisk kendes fra Sen Perm og dominerer Tidlig Trias, hvor der også forekommer hajer. Til gengæld er hvaløgler (iktyosaurer) og svaneøgler (plesiosaurer) almindelige i Tidlig Jura. Endelig
placodermer, og måske opstod begge grupper fra kæbeløse fisk før Silur. Hajer blev først almindelige efter placodermernes uddøen for ca. 350 mio. år siden i begyndelsen af Karbon. Cladoselache, der levede for ca. 360 mio. år siden og blev op
placodermer, kvastfinnede fisk og lungefisk samt padden Acanthostega. Denne havde bevaret gællerne og havde otte fingre. Ichthyostega og Acanthostega er så forskellige, at tetrapoderne må have haft en lang forudgående evolutionshistorie. Ældre fodspor fra bl.a. Australien tyder da også på
placodermer. Denne knogledannelse er kendetegnet ved, at celler i hudens bindevæv direkte differentierer til osteoblaster, således at knoglevævet opstår uden et forudgående bruskmellemstadium, og knoglerne betegnes bindevævspræformerede. Denne forbeningsmåde er evolutionært videreført og optræder i forskellige varianter hos alle senere
Panserhajer, fiskegruppe tilhørende placodermer; se arthrodirer.