plasmacelle
Plasmacelle, antistofdannende celle, der er udviklet fra en B-lymfocyt ved påvirkning af et antigen, se immunologi (immunsystemet).
Plasmacelle, antistofdannende celle, der er udviklet fra en B-lymfocyt ved påvirkning af et antigen, se immunologi (immunsystemet).
plasmacelle, i laboratoriet kunstigt sammensmeltes med en ikke-antistofproducerende kræftcelle. Plasmacellen stammer ofte fra en mus og reagerer med ét bestemt antigen, som musen forud er immuniseret med. Den nye celle vil som en hybrid have egenskaber fra begge moderceller
plasmaceller samt visse af de hvide blodlegemer, navnlig lymfocytter, der er på transit gennem bindevævet som led i organismens immunologiske overvågning. Den ekstracellulære matrix udgør langt størstedelen af bindevævs volumen, og de forskellige typer af bindevæv kendetegnes primært ved mængdeforholdet
plasmaceller; sidstnævnte findes ikke i det cirkulerende blod. Monocytterne kendes på en bønneformet kerne, men ligner i øvrigt lymfocytter. Det normale antal hvide blodlegemer hos voksne er 3000-9000 pr. μl blod, med neutrofilocytter og lymfocytter som de hyppigste. De
plasmaceller, der producerer store mængder antistoffer. B-lymfocytter kan ligesom makrofager aktivere T-lymfocytter; dog sker dette efter en specifik binding af antigen til B-lymfocytterne (se nedenfor). Antistof Antistof er en særlig type proteiner, immunglobuliner. De cirkulerer i blod
plasmaceller i milt, lymfeknuder og knoglemarv. IgE-molekylerne sætter sig på overfladen af specielle hvide blodlegemer, de basofile granulocytter, og på nogle tilsvarende celler ude i vævene, mastcellerne. Disse celler indeholder en lang række farmakologisk aktive stoffer, der bl.a. kan
plasmaceller, der er mere effektive antistofproducenter, som dog kun lever i få dage. Ved gentagen stimulation giver de fleste antigener anledning til et sekundært respons, som kommer hurtigere end det primære og medfører dannelsen af en større mængde antistof med
plasmaceller). M-komponenter er som andre immunglobuliner opbygget af to lette og to tunge polypeptidkæder; Bence Jones-protein udgøres af sådanne lette kæder, der let udskilles i urinen i store mængder. Bence Jones opdagede, at det lavmolekylære protein kan påvises
plasmaceller og makrofager samt efterhånden nydannelse af bindevæv. Forøgelse af bindevævsmængden på bekostning af et organs egne celler medfører efterhånden nedsættelse af organets funktion, fx ved kronisk lever- eller nyrebetændelse, som kan føre til hhv. lever- og nyresvigt. Ved visse
plasmaceller kan vise sig som agammaglobulinæmi, makroglobulinæmi og myelomatose. Sygdomme, der påvirker blodets koagulation, fx blødersygdom, henregnes også til hæmatologi. Blodsygdomme hos nyfødte Blodsygdomme hos nyfødte kan skyldes uforligelighed mellem moderens og fostrets blod. I moderkagen er fostrets og moderens