plejade
Plejade, (fr. pléiade, via lat. af gr. Pleias, Pleiados), stjernebilledet Syvstjernen.
Plejade, (fr. pléiade, via lat. af gr. Pleias, Pleiados), stjernebilledet Syvstjernen.
Plejade - digtere, (fr. pléiade, via lat. af gr. Pleias, Pleiados), fransk digterskole, som bestod af syv digtere.
Plejaden, (fransk la Pléiade 'Syvstjernen'), gruppe af syv franske digtere, dannet ca. 1545 med det program at forny fransk poesi ved at erstatte de middelalderlige faste digtformer med en fri efterligning af antikkens genrer. De åbnede poesiens porte for de
Plejaden. Som lærd humanist oversatte han Anakreons oder, der indførte den lette, erotiserende tone i Plejadens stil. Belleaus egne digte, Petites Inventions (1556), var elegante beskrivelser af den ydre verdens genstande, ædelstene, planter og dyr. Senere udgav han et langt
Plejaden gjorde aleksandriner til fransk digtnings hovedversemål. Uden for Frankrig bliver den trykbaseret strengt jambisk (metrik), fx hos Arrebo, Holberg — eller Wessel: Du aldrig bliver gift/ hvis det i dag ej sker! — I Danmark går aleksandrineren af mode efter 1800. I
Plejaden. Han døde ulykkelig og miskendt. Af hans dramatik er kun bevaret en komedie, Eugène (1552), og to tragedier, Cléopâtre captive (1553) og Didon se sacrifiant (efter 1560). Tragedien om Kleopatra, et politisk-moralsk skæbnedrama, er den første franske tragedie
Plejade-digtere. På et tidspunkt, da landet stod midt i sin befrielseskrig mod Spanien, indledtes hermed den hollandske guldalder. Hvor malerkunsten gennem sin hverdagsrealisme skabte noget specifikt hollandsk, var litteraturen højlitterær og orienteret mod hele den vesteuropæiske renæssance. Vigtigst var
Plejaden. Han debuterede med kærlighedssonetter i Petrarcas stil (1552), men havde større held med sin moraliserende digtning (1576). Størst betydning fik han for teatret gennem oversættelser af Terents og en vellykket tillempning af Plautus' Miles gloriosus, komedien om den stortalende
Plejaden. Født af højadelig familie blev han som ung fanget ind i den lærde kreds omkring humanisten Dorat. Pga. hans satiriske gemyt blev det Bellay, der i 1549 udsendte den ny bevægelses berømte manifest Défense et illustration de la langue
Plejadens verseform og billedsprog med stilistisk mesterskab, men uden personligt budskab. Næsten alle hans talrige digte (Amours, 1590) er bearbejdelser af manieristiske italienske forlæg i Petrarcatraditionen. Efter Henrik 4.s magtovertagelse trak han sig tilbage til et kloster, hvor han