pneuma
Pneuma er et begreb, der optræder i antik græsk litteratur (efter Homer) med betydningerne 'luft, vind, ånde, ånd'. Inden for filosofien fik begrebet en central plads i stoicismen som et "femte element" (ved siden af jord, vand, luft og ild
Pneuma er et begreb, der optræder i antik græsk litteratur (efter Homer) med betydningerne 'luft, vind, ånde, ånd'. Inden for filosofien fik begrebet en central plads i stoicismen som et "femte element" (ved siden af jord, vand, luft og ild
Pneuma hagion er et græsk udtryk for Helligånden.
pneuma: ubalance (dyskrasi) (su' al mizàdj) balance (eukrasi) (al mizàdj) pneuma (rîh) Den arabiske medicins indflydelse i Danmark Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 men fik først et medicinsk fakultet i 1539. De danske læger måtte før 1539 søge uddannelse
pneuma eller "livets ånde" fra lungerne til hjertets venstre side og derfra gennem legemspulsåren aorta og arterierne ud i kroppen. Praxagoras mente endvidere, at arterierne stammede fra hjertet, mens venerne udgik fra leveren. Venerne skulle føre blodet, som var opstået
pneuma. I Theben blev Amon forbundet med solguden Re, og som Amon-Re blev han under Det Mellemste Rige hele rigets gud og gudernes konge. Han blev dyrket sammen med sin gemalinde Mut og sin søn, måneguden Khons. De udgjorde
Brachypneuma, (gr. brachy- + pneuma), kortåndethed; trangbrystethed.
med hjernen og puls- og blodårers forbindelse med hjertet. Erasistratos antog, at pulsårerne indeholdt "livsluft" (pneuma) dannet i hjertet af lungernes luft; ifølge hans pneumatismelære afhang sundhed og sygdom af denne livsluft. Læs mere i Den Store Danske medicinens historie
pneuma (ånd), der befinder sig mellem den jordiske krop og sjælen og ledsager sjælen ud over døden. Kirkefaderen Augustin knyttede bl.a. fantasien sammen med dæmoniske og guddommelige indflydelser på profetvisionerne. Araberen og nyaristotelikeren Avicenna sammenknyttede filosofien med en anatomisk iagttagelsespraksis
Hagiopneumatik, (af gr. hagio- + pneumatikos besjælet, åndelig, af pneuma ånd, af pnein blæse), læren om Helligånden.
for den altomfattende, ubrydelige årsagssammenhæng i verden. Den blev forstået både materielt som udtryk for den altgennemstrømmende verdensenergi (gr. pneuma), bevidsthedsmæssigt som fornuften (gr. logos) og religiøst som Gud og hans forsyn (gr. pronoia). Se også fatum, forsyn og skæbne.