pointillisme
er en malemåde, hvor der afsættes små farveprikker på lærredet i stedet for penselstrøg; se divisionisme.
er en malemåde, hvor der afsættes små farveprikker på lærredet i stedet for penselstrøg; se divisionisme.
pointillisme. Programbilledet fra 1905 Matisse ønskede at sammenfatte sine nye kunstidealer i et passende monumentalt "programbillede". Den afgørende tilskyndelse blev et sommerophold i Saint-Tropez, hvor Matisse var gæst hos Signac og traf en anden betydelig neo-impressionist, Henry-Edmond
pointillisme. Et karakteristisk eksempel er portrættet af Père Tanguy (1887, Musée Rodin, Paris), der samtidig viser en beundring af japanske farvetræsnit, som kunstneren delte med impressionisterne. Væggen bag Tanguy er dækket af tryk af bl.a. Hokusai og Hiroshige, som Van
artistes indépendants (se Salon des indépendants). Fra midten af 1880'erne søgte Charles Angrand en ny stil og blev med bl.a. sine pasteller en af pointillismens mere fremtrædende skikkelser. Læs mere i Den Store Danske impressionisme i fransk billedkunst pointillisme
pointillismen, men vendte tilbage til sit tidligere formsprog. Fra 1893 malede han serier af bymotiver fra bl.a. Paris og Dieppe i forskellige vinkler, belysninger og årstider, fx Boulevard Montmartre i aftenbelysning (1897, National Gallery, London). Hos Sotheby’s i London
af det reflekterede lys fra de enkelte prikker. Denne optiske farveblanding blev udviklet og anvendt af især de franske malere Georges Seurat og Paul Signac. Den kunstretning, der dyrkede divisionismen, benævnes ofte pointillisme. Læs mere i Den Store Danske neoimpressionisme
pointillismens opløsning af den faste kontur søgte futuristerne at gengive genstandens dynamiske iboende kraftlinjer og dermed fastholde bevægelsen, hvad der kan virke paradoksalt i velkendte materialer som oliemaleri og bronzeskulptur. Det gælder fx Ballas billede Dynamikken i en hund i
pointillisme eller neoimpressionisme. Seurat debuterede på Salonen i Paris i1883 med en portrættegning af sin ven, maleren Edmond François Aman-Jean (1860-1936) (1882, The Metropolitan Museum of Art, New York). Året efter afviste Salonen hans store oliemaleri Badende ved
pointillisme. Det var en indflydelse, der gradvist aftog, men anes i en del af hans værker frem til ca. 1890. Selv om Lautrec var forelsket i Valadon, forsøgte han ikke at forskønne hende i portrætterne. Det var et kernepunkt i
pointillisme, der efter et ophold hos Emil Nolde på Als i 1906 gled over i ekspressionisme baseret på store, intense farveflader og en forenklet figurtegning. Karl Schmidt-Rottluff malede især portrætter, fx Selvportræt med monokel (1910, Nationalgalerie, Berlin), figurbilleder og