politologisk
Politologisk, (se politologi), vedr. politologi.
Politologisk, (se politologi), vedr. politologi.
Politologisk funktionalisme er, sammen med magtteorier og institutionalisme, en af de centrale teoridannelser inden for den moderne, ikke-marxistiske politiske videnskab. Den er fortrinsvis udviklet af amerikanske politologer som David Easton, Gabriel A. Almond og Seymour Martin Lipset, men også
politologisk forskning Forholdet mellem politisk praksis og politologisk forskning har været til debat, siden Max Weber rejste diskussionen. Ifølge den fremherskende, men dog ikke enerådende opfattelse, værdirelativismen, hverken kan eller bør politologen fremføre normative synspunkter, medmindre disse er begrundet i
politologiske og det antropologisk-sociologiske statsbegreb. I retsvidenskab, politisk videnskab og politisk filosofi opererer man fortrinsvis med et kulturspecifikt statsbegreb, hvis kerne er den europæiske stat, der voksede frem i Europa efter Trediveårskrigen ved Freden i Westfalen i 1648, og
Pluralisme er en politologisk betegnelse for spredningen af politisk magt mellem mange forskellige sociale grupper, modsat koncentration af magten hos en elite.
er inden for politologi en henvendelse fra folkerepræsentationen til kongen.
er inden for politologi en regering, der svinger mellem to omtrent lige stærke partier.
Koeksistens inden for politologi betyder, at stater med forskellige politisk-økonomiske systemer (fx kommunisme og kapitalisme) kan trives fredeligt side om side.
er inden for politologi et system, der går ud på at fremme handelen på andre erhvervs bekostning. Se kommerciel.
politologisk disciplin, som gennem beskrivelse og systematisk analyse af ligheder og forskelle i forskellige politiske systemer søger at formulere generalisationer vedr. politiske strukturer og processer. Der sondres mellem to forskellige former for komparation. Synkronisk komparation består i en sammenligning af