pompøs
Pompøs, (af fr. pompeux, af pompe), højtidelig; pragtfuld; prunkende; højtravende.
Pompøs, (af fr. pompeux, af pompe), højtidelig; pragtfuld; prunkende; højtravende.
pompøse og bombastiske har i mere nøgterne eftertider bragt barokken i vanry. Men teatrets former svarede helt til grundopfattelser i tidens offentlige liv: Kirkens, hoffernes og teatrets billedverden stemte overens. Barokteatret udformedes primært i Italien; først ved hofferne, siden som
pompøs stil med brede gader og store pladser; ellers præges den af planløshed. Siden 1990'erne er antallet af hjemløse, der bor på gaden, steget betydeligt. Under de tilbagevendende tørke- og hungerperioder i landet er tilstrømningen til byens slumkvarterer fortsat
for den karakterfulde musik til balletten Giselle (1841) og den pompøse julesalme Minuit, chrétiens ('Midnat, kristne', 1847, engelsk O Holy Night, svensk O helga natt), som kendes i en lang række lande, men aldrig er slået bredt an i Danmark.
skabe en pendant til den amerikanske hippiemusik. Alrune Rod havde sin storhedstid i begyndelsen af 1970'erne, hvor den leverede pompøs og velklingende live-musik. Gruppens særlige "sound" kan høres på LP-pladerne: Hej Du (1970) og Alrune Rock (1971).
pompøs græsk stil og med en imponerende samling af den græsk-romerske kunsts bedste værker, er i sin ydre form et monument over denne opfattelse af det britiske verdensherredømme. Tilsvarende kan museerne på Museumsinsel i Berlin ses som tysk konkurrence
pompøs konstruktion, med en femsidet rokoko-prædikestol med tilhørende himmel, der hæver sig over alterbordet, og øverst krones af den imponerende orgelfacade oven på balkonen. Imellem prædikestolen og orglet, på balkonens gelænder, ses Guds altseende øje. På alteret findes et
pompøs sats for herren og en tilsvarende let og elegant til damen. Det hele afrundes af en fejende slutning, codaen. Formen nåede sin største udfoldelse med Tjajkovskijs pas de deuxer i Svanesøen (1877), Tornerose (1890) og Nøddeknækkeren (1892). Herudover rummer
pompøs, stiliseret kunst, der iscenesætter og forherliger kirkens og den enevældige fyrstes magt. Udtryksformen er sanselig, farverig og dramatisk bevæget, ofte stærkt ornamenteret, kontrastrig og effekt- og grænsesøgende med en optagethed af komplekse former og samspillet mellem de enkelte kunstarter
blev understreget i barokkens pompøse adelsbegravelser; flere måneders castrum doloris (lat. 'smertensleje', dvs. offentlig vågen over liget i kisten) blev efterfulgt af en pragtfuldt udstyret sørgeprocession og højtid i kirken med en ligprædiken, der opregnede personens og hans/hendes slægts fortjenester.