præteritum
Præteritum, (af lat. (tempus) praeteritum 'forbigangen (tid)', af praeter 'forbi' og afledn. af ire 'gå'), grammatisk betegnelse, se datid.
Præteritum, (af lat. (tempus) praeteritum 'forbigangen (tid)', af praeter 'forbi' og afledn. af ire 'gå'), grammatisk betegnelse, se datid.
præteritum singularis frōs 'jeg/han/hun frøs', præteritum pluralis frurum 'vi frøs', perfektum participium gifroran 'frossen', hvor det indoeuropæiske tryk oprindelig var placeret umiddelbart foran hæmmelyden i infinitiv og præteritum singularis, men ikke i de to sidste former. På moderne tysk er
præteritum og futurum. Præteritum er baseret på den oprindelige perfektum, der bestod af et hjælpeverbum og et aktivt participium, fx jesmĭ neslŭ 'jeg (mand) har båret', hvor participiet er maskulinum, fordi det underliggende grundled er hankøn, over for jesmĭ nesla
præteritum amabat 'elskede' amaverat 'havde elsket' futurum amabit 'vil elske' amaverit 'vil have elsket' Formen amavit anvendes også punktuelt som præteritum med betydningen 'blev forelsket', svarende til græsk aorist. I konjunktiv fordeler formerne sig således: imperfektiv perfektiv præsens/futurum amet
præteritum, der i regelmæssige verber ender på -(e)d, mens endelsen -(e)s signalerer 3. person præs. sing., fx i it smells awful. Syntaks 1) Ledstilling: De fleste grammatiske funktioner udtrykkes i moderne engelsk med ledstilling eller grammatiske formord, dvs
præteritum (-c) modus: indikativ (-e), imperativ (endelsesløs), jussiv (-a), necessitativ (-ri) diatese: aktiv (umarkeret) og passiv (-χe i præteritum) Person og tal markeres ikke. Derudover forekommer en række participier, af hvilke de bedst analysérbare er: passivt participium med -u aktivt
præteritum af svage verber, 1. klasse kastet/kasta kasta hentet/henta henta passiv finnes, fin(ne)s finnast, finst fantes, funnes fanst, funnest bestemt form af substantiv, fem.sing. og neutr.plur. boken/boka boka solen/sola sola husene/husa husa orddannelse forlengelse forlenging hendelse hending ensomhet
præteritum participium eller datids tillægsform, fx dræbt, og præsens participium eller nutids tillægsform, fx dræbende. Navnet skyldes, at disse former "har del i" en anden ordklasses, nemlig adjektivers, egenskaber. Participier indgår bl.a. i sammensatte verbalformer, fx hun har dræbt en
præteritum (datid). Præsens dannes ved tilføjelse af -er eller -r, elsk-er, stå-r. I præteritum skelnes mellem svag og stærk bøjning. Svag bøjning omfatter to typer, elsk-ede, føl-te. Stærk bøjning kendetegnes af nul-endelse eller -t, oftest
præteritum af stærke verber konjunktiv som udtryk for en antagelse, der strider imod virkeligheden, fx vore i stedet for var i du kommer som du vore kallad. Passiv på -s anvendes i større udstrækning end i dansk, fx hon greps