proprium – egennavn
Proprium, (af lat. proprius 'egen særegen'), den latinske betegnelse for egennavn, se substantiv.
Proprium, (af lat. proprius 'egen særegen'), den latinske betegnelse for egennavn, se substantiv.
er de dele af den romerskkatolske messe, hvis tekster skifter efter kirkeårets søndage, fester og helgenfester – modsat messens ordinarium, hvis tekster forbliver uændret. Propriet omfatter introitus, graduale, alleluia (halleluja) eller tractus, sekvens, offertorium og communio.
Nomen proprium, se proprium.
Ad usum proprium er et latinsk udtryk for til egen brug.
er en latinsk betegnelse for substantiv, der ikke er et proprium (egennavn). Læs mere i Den Store Danske nomen ordklasse
proprium i den romerskkatolske messe. Communio istemmes af kantor under præstens og menighedens kommunion (altergang); den blev oprindelig sunget, så længe kommunionen varede, og bestod af en antifon og et eller flere vers, der blev udført som salmodi af to
Fællesnavn, appellativ, dansk grammatisk betegnelse for et substantiv, der ikke er et egennavn (proprium).
propriums- og ordinariumsled. Bogen ordner typisk sangene genrevist eller i rækkefølge efter deres brug i kirkeåret. Et graduale står i modsætning til et antifonale, der indeholder sange til tidebønnerne. Til forskel fra en messebog indeholder et graduale de liturgiske sange
proprium, hvor tekster og melodier skifter fra messe til messe, varierer i deres udtryk. Mens processionssangene introitus, offertorium og communio er forholdsvis enkle, er melodierne til responsorierne graduale og alleluia (halleluja), der oprindelig blev sunget efter henholdsvis første og anden
proprium, og er dermed den sang, der ledsager præstens indgangsprocession i kirken ved messens begyndelse. Oprindelig omfattede introitus foruden antifon og doksologi en hel salme fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, men antallet af vers blev med tiden indskrænket