radering
er en grafisk dybtryksteknik, der foregår ved ætsning og efterfølgende trykning af et motiv fra en trykplade. En plade – traditionelt af kobber, i nyere tid ofte af zink – dækkes af en såkaldt ætsegrund af fx voks, harpiks og asfalt (hård
er en grafisk dybtryksteknik, der foregår ved ætsning og efterfølgende trykning af et motiv fra en trykplade. En plade – traditionelt af kobber, i nyere tid ofte af zink – dækkes af en såkaldt ætsegrund af fx voks, harpiks og asfalt (hård
radering (ætsning), akvatinte, crayonstik og fladbidning med flere, der anvender syreætsede trykplader; en kombination af gravering og ætsning, der anvendes ved fx punktstik. Plan- eller fladtryksteknikkerne litografi (stentryk) og offset. Endvidere anvendes serigrafi (silketryk), monotypi og glasradering. Historie De ældste
radering (teknisk kaldet ætsning) til samme motiv på pladen. Gravering bruges især til at gengive vanskelige detaljer i et billedmotiv, mens radering anvendes til baggrunde og dele af motivet, som ikke skal være i fokus. Ren gravure, fremstillet alene med
i 1899. I talrige raderinger spændte hans motivkreds fra det enkle, fornemme portræt (fx af faderen) over naturberuste skildringer til den mest pågående tyskprægede nyromantik, ofte i store, bredt udførte, effektfulde blade. Han modtog i 1910 Eckersbergs Medalje for sine raderinger.
raderingen, der udføres som en ætsning af trykpladen. I 1700- og 1800-tallet kombinerede billedkunstnere ofte gravure med radering i deres billeder. Teknisk beslægtet med kobberstikket er stålstik, der vandt frem i 1800-tallet. Som færdigtrykt billede ses betegnelsen kobberstik
radering i dybtryksteknik til fremstilling af originalgrafik, udviklet i 1700-tallet til at gengive toneværdier. En plade af metal (oftest kobber eller zink) drysses over med små korn af harpiks eller asfalt til en belægning, som brændes fast ved opvarmning
begyndelsen af 1740'erne udførte Bernardo Bellotto raderinger efter egne malerier. Mest bemærkelsesværdige er prospekterne fra Dresden (1747-58) i stort format og fra Warszawa (1771/72); de to raderinger fra Warszawa blev anvendt ved genopbygningen af byen efter 2. Verdenskrig.
raderinger, hvoraf fire er fra 1868 og resten fra perioden 1880-1889; motivkredsen spænder fra religiøse emner til genreskildringer, landskaber og portrætter. En afgørende inspirationskilde var Rembrandts raderinger, især med hensyn til brugen af clairobscur-virkninger. Hans arbejdsmetode indebar mange
tegninger stræbte Federico Barocci efter maleriske virkninger. Hans fire raderinger markerer vigtige skridt i udviklingen af raderingens teknik, idet han som den første forsøgte sig med flere ætsegange af samme plade for derved at opnå et videre spænd af gråtoner.
raderinger. Disse er i så høj en kvalitet, at det kun er det papir, de er trykt på, der afslører forskellen til originalerne. En særlig udbredelse fik industriel fotogravure i den illustrerede ugepresse (i Danmark fx Billedbladet og Ude & Hjemme