resistans
målt i ampere) der løber i kredsløbet. Resistans måles i Ω (ohm). Resistansen R af et lederstykke med længde l og tværsnitsareal A er R = lρ/A, hvor ρ er ledermaterialets resistivitet; se også Ohms lov. Den nok mest al
målt i ampere) der løber i kredsløbet. Resistans måles i Ω (ohm). Resistansen R af et lederstykke med længde l og tværsnitsareal A er R = lρ/A, hvor ρ er ledermaterialets resistivitet; se også Ohms lov. Den nok mest al
resistans, som i dette tilfælde er identisk med kredsens impedans. Det gælder både, når U er konstant (jævnspænding), og når U varierer som en sinusfunktion af tiden (vekselspænding). Indeholder kredsen ud over en resistans også komponenterne induktor og kapacitor, og
resistans, som bestemmes ved sammenligning med en kombination af tre kendte resistanser, hvoraf én kan varieres. Kredsen drives af en konstant jævnspændingskilde. Man indstiller den variable resistans således, at strømmen i en særlig brogren bliver nul, hvilket tillader beregning af
Ohm er en måleehned for resistans, der svarer til 10-9 ohm. Læs mere i Den Store Danske resistans ohm Georg Simon Ohm
spændinger en meget stor elektrisk modstand (resistans), men ved højere spændinger en ganske lille resistans, hvorfor der uden gnist fås en stor strøm ved overspænding. Da der herved ophobes stor varme i afledere, har metaloxid-afledere kun en begrænset levetid.
er et udtryk for proportionalitetsfaktoren mellem den spænding, der er over et elektrisk kredsløb og den strøm, der løber i kredsløbet; se resistans. Læs mere i Den Store Danske resistans
resistans, kapacitans og induktans. Mens resistans er frekvensuafhængig, er både kapacitans og induktans frekvensafhængige. For en spole er induktansen L forholdet mellem den magnetiske flux gennem alle spolens vindinger og strømmen gennem dem. Er der to nærtliggende spoler, inducerer en
resistans (modstand) R af et lederstykke er proportional med dettes længde l og omvendt proportional med dets tværsnitsareal A. Proportionaliteten skrives på formen R = l/γA, hvor konstanten γ er materialets konduktivitet, der måles i enheden Ω-1m-1. Den
resistans, der forekommer i en strømførende metallisk leder eller halvleder, når den påtrykkes et magnetfelt. Effekten blev opdaget af Lord Kelvin i 1857. Magnetoresistans er en af de galvanomagnetiske effekter (se galvanomagnetisme), som forekommer i alle metaller, men den er
resistans, betegnet med symbolet Ω. En elektrisk modstand har resistans 1 Ω, når en strøm på 1 A forårsager et spændingsfald over modstanden på 1 V, dvs. 1 Ω = 1 V/1 A. En ohm repræsenteres vha. den kvantiserede Hall-effekt