ridderroman
Ridderroman, se roman.
Ridderroman, se roman.
ridderromaner om den engelske sagnkonge Arthurs kreds, fx Lancelot og Den hellige Gral. På tysk er de litterære højdepunkter kærlighedspoesien, minnesang, og det originale Nibelungenlied (ca. 1200). Hartmann von Aue og Wolfram von Eschenbach omskabte flere af Arthurromanerne og forfattede
ridderromaner med en religiøs mystisk søgen i centrum, de såkaldte gralsromaner om Perceval (se gralmyten). Begge arter omplantedes på oldhøjtysk, således med Parzival (ca. 1210) af Wolfram von Eschenbach; senere også på prosa. Karakteristisk for middelalderromaner er, at de bruger
ridderromanen Tirant lo Blanc, som efter hans død blev fuldført og udgivet i 1490 af Martí Joan de Galba. Romanen skildrer som andre af de populære ridderromaner heltens kærlighedsliv og militære bedrifter, men den bryder med den traditionelle dyrkelse af
ridderromaner på vers fik en ironisk orkestrering i Ariostos Orlando Furioso (1516-32), mens andre blev genfortalt på prosa i folkebøger. En middelalderlig historie om kæmperne Gargantua og Pantagruel blev nyskrevet 1532 ff. af François Rabelais. Endelig blev fascinationen af
ridderromaner, der skulle blive 1500-tallet's foretrukne læsning, fx Joanot Martorells Tirant lo Blanc (1490) og Garci Rodríguez de Montalvos Amadís de Gaula (1508), som blev forløberen for en hel genre, nemlig Amadísridderromanerne. Ideal og sortsyn Under Karl 5. var
ridderromaner og rimkrøniker. Personlig stil er der hos munken Petrus de Dacia (1235-89) — ikke at forveksle med astronomen af samme navn — i hans latinske biografi over søster Christina, en åndelig kærlighedshistorie. Han er derfor kaldt Sveriges første forfatter. Birgitta
skønne kvinder i en eventyrlig verden, inspireret også af de franske Arthurromaner om Tristan og Lancelot. Amadís er også her verdens bedste ridder, der efter mange genvordigheder forenes med sin elskede Oriana, hvis mor er dansk prinsesse. Se også ridderroman.
ridderromaner) eller mytologisk/historiske fremstillinger af fx de franske kongers historie og afstamning. Det franske bogmaleri var det førende i 1200- og 1300-tallet. En særlig fornem tradition var franske fyrsters bøger fra 1400-tallet, de såkaldte tidebøger. Disse bøger indeholder
ridderromaner som Joanot Martorells (1400-t.) Tirant lo Blanc, moralsk-didaktiske og satiriske skrifter og høvisk kærlighedslyrik som Ausiàs Marchs. Med de catalansksprogede områders indlemmelse i et samlet Spanien svækkedes litteraturen imidlertid stærkt. Først omkring 1800, hvor Catalonien oplevede en