riff
Riff er i jazz og rock en kort melodisk figur, der stadig gentages med sigte især på rytmisk intensitet. Riffs forekommer i jazz navnlig i 1930'ernes og 1940'ernes swingmusik. Læs mere i Den Store Danske jazz groove
Riff er i jazz og rock en kort melodisk figur, der stadig gentages med sigte især på rytmisk intensitet. Riffs forekommer i jazz navnlig i 1930'ernes og 1940'ernes swingmusik. Læs mere i Den Store Danske jazz groove
Riff-Raff (1991), Raining Stones (1993), Ladybird, Ladybird (1994), Land and Freedom (1995), My Name Is Joe (1998) og Sweet Sixteen (2002). The Wind That Shakes the Barley (2006, Vinden der ryster kornet), der behandler Irlands kamp for uafhængighed 1920-21, vandt
riffs, som hele bandet spillede enstemmigt. Blandt de vigtigste navne i denne udvikling er trommeslageren Billy Cobham (f. 1944) og Herbie Hancock, bl.a. sidstnævntes lp Headhunters (1973). Inden for populærmusikken var det James Browns vokale soulfraseringer over de pågående ostinater
riff, der er mere melodisk præget). Groove kan også bruges om rytmegruppens (bas, trommer, guitar eller keyboard) samspilsfigur. Endelig kan musikken "groove", hvilket betyder, at tilhøreren nærmest påvirkes fysisk af musikken. I 1960'erne blev begrebet "groovy" anvendt om en
riff-præget rock med symfoniske og psykedeliske islæt. Musikken blev tidligt betegnet som space rock, teksterne var ofte inspireret af science fiction, og science fiction-forfatteren Michael Moorcock (f. 1939) samarbejdede i en periode med gruppen. Desuden har Hawkwind gennem
riff-baserede blues, Robert Plants ekspressive vokal og Pages efter tidens forhold virtuose og næsten hidsige guitarstil vandt et stort publikum med numre som Good Times — Bad Times og hittet Whole Lotta Love fra albummet II (1969). Led Zeppelins stil
riff, varierede melodier og både rå og humoristiske tekster iklædt en opfindsom og afvekslende produktion, der udvidede den traditionelle rockformel. Denne stil blev fulgt på Lullabies to Paralyze (2005), der forstærkede bandets særegne position på rockscenen med endnu et musikalsk
riffs tilsat stærke visuelle virkemidler til koncerter og på video. Stilen er blevet kaldt både tanz metal, industrial metal og Neue Deutsche Härte, og albummet Sehnsucht (1997) skaffede gruppen succes også uden for Tyskland. Siden blev stilen udviklet med plader
riff-præget rhythm'n'blues, hvilket gjorde dem populære i mods-kredse. Townshend har skrevet stort set alt gruppens materiale, og The Who har udviklet en egen lyd og især et helt eget sceneshow med bl.a. destruktion af instrumenter. Roger
riff-baseret akkompagnement, et energisk, synkoperet basostinat og kor eller blæsere, der svarede forsangeren i en call/response-vekselsang. Gospel og soul For mange afrikansk-amerikanere var det helt forkert at forbinde den religiøse gospelmusik med noget som helst verdsligt. Det blev