romantisering
Romantisering, (se romantisk), det at romantisere.
Romantisering, (se romantisk), det at romantisere.
romantisering af krigen og ønsket om at omgøre krigens resultater med til at drive disse lande frem mod en ny verdenskrig. Se også Læs mere i Den Store Danske Danmark under 1. Verdenskrig Aldrig Mere Krig defaitisme pacifisme 2. Verdenskrig
Romantiseringen af den afrikanske fortid blev kritiseret af Yambo Olouloguem fra Mali i Le devoir de la violence (1968, dansk titel Pligten til vold, 1970) og af Ahmadou Kourouma fra Elfenbenskysten i Les soleils des indépendences (1970, dansk titel Uafhængighedens
romantisering af fortiden i en degenereret samtid. I den forstand binder den en sløjfe tilbage til Melvilles debutroman Typee (1846), der opererede med en skarp modsætning mellem civilisationens misfosterlige ubehag og det primitive samfunds naturlighed og sanselighed. Nostalgien og den
romantisering af seksualiteten, fx i fordømmelsen af William Shakespeares Antony and Cleopatra i forordet til Three Plays for Puritans (1901), der også indeholder Shaws egen version af Kleopatra i den historiske komedie Caesar and Cleopatra. Han bebrejder her Shakespeare, at
romantisering af den østeuropæiske shtetl og en fremhævelse af enkle, livsbekræftende værdier, som han fandt hos de yemenitiske jøder. Hans optagethed af det messianske drama sammenflettet med zionismen viser ham som en "idéforfatter"; stærkest ses det i De sidste dage
Uafhængig af tidens litterære og politiske tendenser dyrkede Søiberg almuemiljø og natur med en vis romantisering og hang til symbolik; i sin sidste, delvis selvbiografiske roman, På vej mod tiden (1952), nærmede han sig dog realismen og et socialistisk engagement.
romantisering af kolonitiden, der blev genstand for kritik i hans samtid. Konfrontationen mellem den overordnede samfundsstruktur og indianske livsværdier og organisationsformer skulle blive et væsentligt tema i den peruvianske litteratur, der udviklede sig i 1900-t. i takt med litteraturen
romantisering og historisering af billedkunst og arkitektur. Den danske arkitekt Theophilus Hansens lutheranske kirke i Kežmarok (1879-92) er kendetegnende for den eklektiske retning i denne periode, hvor også jugendstilen vandt frem. Enkelte kunstnergrupper manifesterede sig med et socialt og
(Danmarkshistorien)
romantisering af bygderne som repræsentant for det gamle fangersamfund, hvor det „ægte” oprindelige grønlænderliv levedes. Fangere var der nu heller ikke mange tilbage af i bygderne i år 2000. Også her ernærede de fleste sig som lønmodtagere på en offentligt