sølvøkser
mere end 2.000 m og op til ca. 100 m's dybde. Den sølvskinnende krop er dyb og stærkt sammentrykt, og bugkanten er forsynet med store lysorganer. De største bliver ca. 10 cm lange. En enkelt art, Olfers’ sølvøkse (Argyropelecus
mere end 2.000 m og op til ca. 100 m's dybde. Den sølvskinnende krop er dyb og stærkt sammentrykt, og bugkanten er forsynet med store lysorganer. De største bliver ca. 10 cm lange. En enkelt art, Olfers’ sølvøkse (Argyropelecus
sølvøkser. Den lever i de frie vandmasser på nogle hundrede meters dybde i Nordøstatlanten. I Danmark træffes den især i Skagerrak og den nordlige del af Kattegat. Der kendes flere lignende arter, men kun M. muelleri optræder i danske farvande
er en orden af pelagiske dybhavsfisk med serier af lysorganer langs kroppens underside. Til dragekæftfiskenehører bl.a. boafisk, laksesilding, rundflab, segltandfisk og sølvøkser. Læs mere i Den Store Danske dybhavsfisk
sølvøkser. De primære og sekundære dybhavsfisk Man kan dele dybhavsfiskene i to grupper. Den ene, de primære dybhavsfisk, har de typiske dybhavstræk såsom lysorganer, komplicerede skægtråde, lange tænder, store øjne, sorte eller røde farver og ofte mærkelige former. De lever
sølvøkser; begge fund dateres til ca. 1600 f.v.t. Jern begyndte at dukke op ca. 1000 f.v.t.; på denne tid var Rumænien under indflydelse fra urnemarkskulturen med den særlige religiøse symbolik omfattende solbilleder og svømmefugle, som det ses på en kedelvogn
(Dansk Biografisk Leksikon)
sølvøkser" (til dels s.m. Å. Vedel Tåning) er J.s marinbiologiske afhandlinger i høj grad baseret på materiale indsamlet på de mange ekspeditioner og togter. De fleste omhandler zooplankton, først og fremmest copepoder (vandlopper): dels disses sæson variation og deres udbredelse