saprofag
Saprofag, detritusæder, se ernæringsmåder.
Saprofag, detritusæder, se ernæringsmåder.
saprofag, er dyr, der lever af døde dyr, som de ikke selv har slået ihjel; fx hyæner, ådselsbiller og spyfluer.
saprofager), bakterier og svampe (saprofyter), som på denne måde danner nedbryderfødekæder. Et vigtigt led i nedbryderfødekæderne er dyrs ekskrementer, bl.a. kokasser, der giver næring til koprofager, fx fluelarver og skarnbasser. I nedbryderfødekæderne omdannes organiske forbindelser atter til uorganiske stoffer, som
saprofager) eller rovdyr, eller de skifter fødeemne med alderen. Stuefluen, også kaldet husfluen, (Musca domestica) er især knyttet til stalde, hvor hunnen lægger æg i frisk svine- eller kalvegødning. Hver hun lægger flere hundrede æg. Under de gunstigste temperaturbetingelser (33 °C
(Naturen i Danmark)
saprofager) store mængder af dødt organisk stof, i mange tilfælde sammen med mineralpartikler. Man kunne kalde dem “jordædere”. Man har i tarmindholdet hos dyr med denne fødebiologi påvist det cellulosespaltende enzym cellulase. I langt de fleste tilfælde stammer enzymet imidlertid
(Naturen i Danmark)
saprofager. Andre jordbundsdyr, „mikrogræs-sere“, afgnaver eller „græsser“ bevoksninger af bakterier og svampe på jordpartikler og døde planterester. Dyrenes indirekte betydning for nedbrydningen Ovenstående er kun en af de måder, hvorpå dyrene fremmer saprotrofernes aktivitet i jorden og dermed nedbrydningen