sati
Sati er en hinduistisk skik, hvor en enke bliver brændt eller lader sig brænde. Læs mere i Den Store Danske enkebrænding.
Sati er en hinduistisk skik, hvor en enke bliver brændt eller lader sig brænde. Læs mere i Den Store Danske enkebrænding.
Satie var en fransk komponist. Erik Saties første betydningsfulde værker var klaverstykkerne 3 Sarabandes (1887), 3 Gymnopédies (1888) og 3 Gnossiennes (1890). Her eksperimenterede han i en meget enkel stil med kirketonearter og uopløste dissonansakkorder, hvilket fik betydning for vennen
Satie med støj og reallyde. Avantgardeidéer dukkede senere op i Henri Laurens' kubistiske Côte d'Azur-dekoration og Picassos fortæppe til Le Train bleu (1924) såvel som i Naum Gabos og Antoine Pevsners ekstravagante konstruktivistiske dekoration af gennemsigtigt materiale, som
Saties stillestående klangverdener har haft afgørende betydning for Poulencs musikalske udtryk. Han har desuden hentet inspiration fra populærmusikkens rytmer og klange og fra klassikkens komponister såsom Mozart. Kunstneren Jean Cocteau havde ligeledes en stor indflydelse på Poulencs udvikling, ligesom hans
sati: sina: [þesi: eftiR: ystin: auk fliR-bruþur-sin: sun: ystis: aþal: miki”. Det kan oversættes til, ”Eskil satte disse stene efter Østen og sin broder Fler [med tilnavnet] Adelmærke [eller Adelmege], Østens søn.” Kirkegården Kirkegården er efter middelalderen udvidet
Saties æstetik. Han fik sit gennembrud med Le Roi David (1921), det første af en række dramatiske oratorier, der også tæller Cris du monde (1930-31) og Jeanne d'Arc au bûcher (Jeanne d'Arc på bålet til tekst af
Satie og Francis Poulenc og nye scenografier af billedkunstnere som Léon Bakst, Pablo Picasso, Georges Braque, Joan Miró og Henri Matisse. Hans koreografer var Mikhail Fokin, Vaslav Nijinskij (som også var truppens førstedanser), Léonide Massine, Bronislava Nijinska og George Balanchine
Satie og Claude Debussy. De sværmeriske forestillinger om bohemens frie liv og om de særlige vilkår for uhindret udfoldelse af det kunstneriske talent, som bohemens mange billeder af sig selv var medvirkende til at skabe, har i 1900-tallet ofte
Satie med egne tekster. På cd'en Silent Ways (2013) har hun indsunget jazzificerede udgaver af en række rock-klassikere af bl.a. Bob Dylan og Credence Clearwater Revival. Cæcilie Norby har vundet adskillige priser, bl.a. Ben Webster-prisen i 1985.
Satie og med Jean Cocteau som central skikkelse samledes i 1920'erne: Georges Auric, Louis Durey, Arthur Honegger, Darius Milhaud, Francis Poulenc og Germaine Tailleferre. Skønt de bevarede deres individuelle særpræg, reagerede de i fællesskab mod impressionismens tonesprog; melodi og