seletøj
seletøjet form af et åg. Nu skelnes der mellem bringesele, hvor trækket ligger på hestens bringe, og kumtesele eller blot kumte, som fordeler trækket på dens skulderparti og dermed er mere behagelig. Heste kan spændes for en vogn på mange
seletøjet form af et åg. Nu skelnes der mellem bringesele, hvor trækket ligger på hestens bringe, og kumtesele eller blot kumte, som fordeler trækket på dens skulderparti og dermed er mere behagelig. Heste kan spændes for en vogn på mange
seletøj til et trækdyr (en hest eller en okse), der omslutter dyrets bringe, dvs. den forreste del af brystkassen, i modsætning til kumteselen, som hviler på dyrets skulderparti. Der er forskellige holdninger til, hvilken af de to typer seletøj der
bringeselen forekommer på afbildninger fra vikingetiden. Ældre former for seletøj som horn og skulderåg ses formentlig allerede i sen yngre stenalder, hvor okser trak plove (arder) og kærrer af en type som Klosterlundvognen. Læs mere i Den Store Danske seletøj
seletøj til tre heste side om side foran slæder og vogne. De yderste heste er normalt forspændt med bringesele, mens den midterste under en såkaldt skaftbue (duga) er forspændte med hestehalsbånd, der minder om en kumtesele. Det særlige seletøj medførte
seletøj. Yngre hestevogne har ofte fast hammel som en del af vognenes fortøj hvortil svinglerne er fastgjort. Udviklingen af hammeltøjet blev fuldendt i løbet af ældre middelalder. Hamlen har den fordel, at man ved at flytte den kan udjævne trækket
seletøj og en firehjulet vogns hammeltøj. Betegnelsen bruges i vore dage også om snorene mellem en hundeslæde og trækhundenes seler. Udviklingen af vognenes træktøj kan følges tilbage til oldtiden. I Skandinavien trak et par okser de første vogne (og kærrer
husdyr som beskyttelse. De anvendes desuden som pynt på klædedragter (fx narrens dragt) eller på trækdyrs seletøj (fx kanebjælder). De bruges også til at akkompagnere dans (fæstnes om dansernes håndled og ankler), som legetøj og som regulære musikinstrumenter; se slagtøj.
seletøj; de første kom frem i slutn. af 1940'erne. Drageflyet er fremstillet af letvægtsmetal og kunststoffer, vejer ca. 30 kg og har et vingefang på ca. 10 m; flyvningen foregår normalt med en hastighed på 40 km/h. Drageflyvning dyrkes
seletøj, der er fastgjort til dragens tyngdepunkt. Drageflyet, eller Rogallo-vingen efter sin amerikanske opfinder Francis Rogallo, var i starten en trekantet vinge med en næsevinkel på omkring 80° og med enkeltlagssejl, men er gennem årene blevet udviklet til en
kusken. Det var lovbefalet, at heste der trak kaner, og hestevogne med gummihjul der var næsten lydløse, i modsætning til andre hestevogne havde monteret kaneklokker på seletøjet for at advare medtrafikanter. Læs mere i Den Store Danske slæde drosche diligence