singulariter
Singulariter, (lat., af singularis enkeltvis, særlig), i ental; i særlig grad.
Singulariter, (lat., af singularis enkeltvis, særlig), i ental; i særlig grad.
Singularitet, singulært punkt, matematisk begreb, der løst sagt udtrykker, at et punkt afviger fra nabopunkterne; det modsatte er et regulært punkt. En singularitet for en holomorf funktion er et punkt z0 i den komplekse plan med den egenskab, at funktionen
singulariter for løsninger til hyperbolske problemer har ført til dybtgående teknikker under betegnelsen mikrolokal analyse. De lineære ligninger er ofte blot en første approksimation til mere nøjagtige ikke-lineære ligninger for de fysiske fænomener. Fx har man Navier-Stokes systemet
Laurentrække en matematisk betegnelse for en række af formen \[\sum^\infty_{n=-\infty} a_n(z_n-z_0)^n\]. Laurent viste i 1843, at sådanne rækker kan fremstille en holomorf funktion omkring en isoleret singularitet \(z = z_0\).
singularitet i \(z_0\). Hvis \(z_0\) er nulpunkt for \(h\) af orden \(n\) (se multiplicitet) og tillige nulpunkt for \(g\) af orden \(m\), så er singulariteten hævelig, hvis \(m\geq n\). Man definerer \(f(z_0) = 0\), når \(m
singularitet af en speciel type. Begrebet optræder for en funktion \(f\), der er holomorf i omegnen af et komplekst tal \(z_0\) uden at være defineret der. Man siger, at \(z_0\) er en pol af orden \(n\) for \(f
singularitet \(z_0\). Residuet er lig med koefficienten til \(1(z-z_0)\) i Laurentrækken for \(f\). Begrebet blev indført af A.L. Cauchy, der viste, at kurveintegralet af \(f\) langs en lukket kurve under passende forudsætninger er \(2\pi i
singularitet, dvs. et punkt, hvor massetætheden er uendelig stor. Penroses forskning i matematik Penrose har også bidraget til geometri, hvor han især er kendt for sin opdagelse af simple, næsten-periodiske flisebelægninger og for at have udtænkt flere "umulige" figurer
(Dansk Biografisk Leksikon)
singulariter prærogata og et par Danmarkskrøniker som han har sammenflikket af stof fra Saxo, Roskildekrøniken, en lang række årbøger, Albert Krantz m.m. O. har kendt en meget stor del af den litterære overlevering fra vor middelalder; af særlig betydning er