skillemønt
Skillemønt, hovedmønts underdelinger, fx 25- og 50-ører i forhold til hovedmønten krone.
Skillemønt, hovedmønts underdelinger, fx 25- og 50-ører i forhold til hovedmønten krone.
skillemønter, som efter den liberalistiske opfattelse ikke behøvede fuld metalværdi. Når der mange steder i Europa fortsat udmøntes guldmønter enten som nypræg af ca. 100 år gamle mønter eller som moderne erindringsmønter, skyldes det hensynet til personer, som af traditionelle
skillemønt holdtes uden for samarbejdet. Italiens forpligtelser var dog mindre strenge end de øvrige landes. I 1868 sluttede Grækenland sig til unionen, og også andre sydeuropæiske og nogle latinamerikanske lande indgik senere i samarbejdet. Unionen kom ud for en række
var en italiensk skillemønt, der blev brugt i Pavestaten fra ca. 1450 til 1866.
af sølv og kobber med en andel af sølv under 50%. Billon brugtes især til udmøntning af mindre skillemønt. Udtrykket er kendt i Frankrig fra ca. 1300 og i Danmark fra 1513; seneste danske billonmønt er en tiøre fra 1919.
skillemønt i 2008 er 50-øren. Største pengeseddel var fra 1875 500-kr.-sedlen. 1000-kr.-sedlen blev først sat i omløb i 1975. Fordelingen mellem møntomløb og seddelomløb var i 2001 1:10 (hhv. 4,245 mia. kroner og
skillemønt. Fra 1000-t. til 1400-t. blev der i de kristne riger i Spanien tillige præget sølvmønter med navnet dinero. Den germanske betegnelse for denar var Pfennig (eng. penny, da. penning). I Danmark blev tegnet d (denar) for penning
Deut, hollandsk skillemønt, se duit.
skillemønt og skriftstøbeteknik (= 1/3 mellemrum). I Danmark er dritlen kendt både som vægtenhed for smør og som en lille tønde af bøgetræ holdt sammen med pilebånd, der kunne rumme denne vægtmængde smør. Af hensyn til eksporten af smør til England
skillemønt af kobber til en værdi af 1/160 gylden. Mønten, der blev præget i 1600- og især i 1700-t., var udbredt over store dele af verden og også kendt i Danmark, hvor den kunne gælde for 1/4 dansk skilling