skorpe
Skorpe, hård eller sprød overflade, der fx afsættes på et brød under bagning eller i jordoverfladen ved udtørring. En sårskorpe (crusta) består af indtørret sekret indeholdende blodplasma, døde celler og bakterier.
Skorpe, hård eller sprød overflade, der fx afsættes på et brød under bagning eller i jordoverfladen ved udtørring. En sårskorpe (crusta) består af indtørret sekret indeholdende blodplasma, døde celler og bakterier.
skorpe Inden for de første få hundrede mio. år dannedes en skorpe ved en delvis smeltning af den øvre kappe. Den lagde sig som en slags slagge uden på kappen og bestod sandsynligvis af basalt. Den nydannede skorpe blev dog
skorpe. Forholdene i skorpen er de eneste, man kender fra direkte observationer. Efter pladetektonikkens gennembrud har geologi især rettet sig mod en analyse af lithosfæren, der omfatter Jordens skorpe og den øverste del af den underliggende kappe, ned til ca
skorpen dannet ved, at vand langs spredningsryggen kommer i kontakt med den opstigende kappes ultrabasiske bjergarter, fx peridotit, hvorved disse omdannes til relativt lette, serpentinholdige bjergarter; se serpentin. Ifølge den anden teori dannes skorpen, ved at det opstigende kappemateriale pga
Skorpen under kontinenterne (se kontinentskorpe) er rig på kalcium- og natriumaluminiumsilikat i form af granitiske bjergarter, mens oceanbundsskorpen er rig på kalciumaluminium- og jernsilikat i form af basaltiske bjergarter. Under skorpen ligger kappen; skorpen og den øvre, stive del af
skorpen går fra hinanden på samme måde som den Østafrikanske Rift Valley. Nogle steder er skorpen krakeleret på grund af tryk fra underliggende opstigende lava. Andre steder er overfladen sprækket som følge af mange bevægelser i skorpen. Man har ikke
skorpen dannes, når hævningen er afsluttet; sker det tidligere, vil brødet revne, sker det senere, bliver skorpen for blød. Skorpens farve dannes ved bagningens afslutning, hvor temperaturen i brødets overflade stiger, og farven skyldes nedbrydning af stivelse gennem karamellisering og
skorpe ved de tektonisk og seismisk aktive øbuesystemer i Sydøst- og Østasien. Pladegrænserne markeres her af oceandyb ("dybhavsgrave"), hvor oceanisk lithosfæreplade synker ind og i de såkaldte subduktionszoner føres ned under øbuerne til 650-700 km dybde. Det er de
skorpe under Den Østeuropæiske Platform og Det Ukrainske Massiv Europas ældste kontinentkerne (Baltica). Skjoldet består af 3500 til 850 mio. år gamle granitter, gnejser, grønsten, amfibolitter, glimmerskifre og kvartsitter, størknet eller omkrystalliseret dybt under jordoverfladen, da der i prækambrisk tid
skorpe på den sydlige halvkugle. Det resterende, Baltica, udgjorde kimen til det nutidige Europa. Under de efterfølgende kaledoniske bjergkædefoldninger (ca. 500-400 mio. før nu) førte skiftende pladebevægelser små og store områder med ny og gammel kontinentskorpe frem til kollision