skribent
Skribent, (af lat. scribere (i bøjningsform scribent-) skrive), forfatter.
Skribent, (af lat. scribere (i bøjningsform scribent-) skrive), forfatter.
skribent ernærede sig som embedsmand eller som sekretær, huslærer o.l. hos en velhavende beskytter. Først fra 1820'erne begyndte forfattere at kunne leve uafhængigt af mæcener og stat, gennem publikums subskription på deres værker, honorarer fra forlæggere, boghandlere, blade osv
skribent ved Aktuelt fra 1964, Information fra 1966 og var derefter ved Politiken fra 1988. Litteratursociologen Hans Hertel var redaktør, drivende kraft og skribent ved en lang række samleværker, der behandler emner som Georg Brandes, romanproblemer, forlagsforhold og 1930'erne
skribent. Han troede på, at mennesket ønskede det gode og stod på denne måde i modsætning til det pessimistiske menneskesyn, som 1600-tals tænkere som Blaise Pascal og François de La Rochefoucauld havde udviklet. Han mente desuden, at det er
skribenter som Henrik Cavling (med tobindsværket Fra Amerika, 1897) og Johannes V. Jensen, der i romanen Hjulet (1905) og i den journalistisk anlagte essaysamling Den ny Verden (1907) lovsang den moderne storby, tempoet og teknikken, skønt hans læremester, nordmanden Knut
skribenter som G. Tesauro (Il cannocchiale aristotelico, 1655, Aristoteles' kikkert) og Baltasar Gracián (Arte de ingenio, 1642, 1648). En anden af tidens store spanske skribenter, Quevedo, vendte sig imod den lærde barokstil ("culteranisme") hos Gongora. Det spanske drama, der i
skribent drøfter et moralsk emne i direkte polemik med en anden skribent. I antikken, hvorfra ordet stammer, brugtes det primært om en filosofs mundtlige undervisning, sekundært om den litterære fremstilling heraf (se fx Epiktet); elementerne af moralsk irettesættelse og polemik
skribent, bl.a. på opslagsværket Staats- und Gesellschafts-Lexikon udgivet af den konservative publicist Hermann Wagener og redigeret af bl.a. Bruno. Efter tabet af Sønderjylland i 1864 virkede han desuden en overgang som uformel politisk rådgiver for etnisk danske medlemmer af
skribent og politiker. Lassalle stammede fra en velstående jødisk familie, hvilket satte ham i stand til at følge en karriere som fri forsker og skribent. I sine studieår 1843-46 blev han overbevist tilhænger af Hegels idealistiske filosofi, som han
skribenter som Kjeld Abell, H.C. Branner, Otto Gelsted, Mogens Klitgaard, Frederik Schyberg og Knud Sønderby, malere og tegnere som Ib Andersen, Hans Bendix, Flemming Bergsøe, Svend Johansen, Vilhelm Lundstrøm og Arne Ungermann, teaterfolk som Per Knutzon, Lulu Ziegler og Liva