sofist
Sofist, 1. i oldtidens Grækenland lærer, der underviste de unge i filosofi og videnskab, især med vægt på diskussionsfærdighed, se sofisterne. 2. person, der bruger sofismer; ordkløver.
Sofist, 1. i oldtidens Grækenland lærer, der underviste de unge i filosofi og videnskab, især med vægt på diskussionsfærdighed, se sofisterne. 2. person, der bruger sofismer; ordkløver.
Sofisten Statsmanden Timaios, Kritias (med Atlantismyten) Filebos Lovene Rækkefølgen er usikker i de to første grupper, men formentlig som anført i den sidste. Lovene er i hvert fald Platons sidste værk og mangler nok en endelig redigering. Hertil kommer en
sofist og filosof fra Athen, elev af sofisten Gorgias, af hvem han lærte dialektik og at udtrykke sig formfuldendt; senere lærte Antisthenes etik af Sokrates og blev lærer for Diogenes, grundlæggeren af den kyniske filosofi. Ifølge Antisthenes begynder al uddannelse
sofisten Gorgias og Isokrates stolede ikke helt på den sociale selvregulering. Sofister som Gorgias synes ikke at have haft moralske skrupler ved at udnytte publikums følelser til det yderste, grænsende til manipulation, og det gav dem – og retorikken – et dårligt
sofist og intellektuel, der af Platon er fremstillet som en af Sokrates' mest respektable modstandere (i dialogerne Protagoras og Theaitetos). Han var aktiv i hele Grækenland, men må især have været anerkendt i Athen; han skal have været med til
sofister, Protagoras og Gorgias, beskæftigede sig også med filosofiske emner, mens andre sofister inddrog matematik, natur- og sprogvidenskab (Hippias, Prodikos). Sofisternes villighed til at sætte alle emner under debat, fx retfærdighed, lovgivning, religion og moral, bevirkede, at de traditionelle værdier
græsk retor og sofist. Han var elev af Gorgias. Alkidamas erklærede, at slaveri stred mod naturen. Han skrev en tale "mod skrevne taler", hvad der minder om Platons holdning i dialogen Faidros. Læs mere i Den Store Danske sofisme retorik
holdt for domstolene. Logografen og taleren Antifon er med en vis sandsynlighed identisk med sofisten Antifon, som skrev flere (nu tabte) filosofiske værker, fx ”Om sandheden”, hvori han bla. kritiserede den gængse græske opdeling af menneskeheden i grækere og ”barbarer”.
sofisten Sokrates) og i litteratur (Euripides — en fjende af ynde og poesi). Den politiske komedie rummer en drøm om al politiks ophør. Heltens sunde plan gennemføres under stor modstand, der i nogle komedier kommer fra mennesker, i andre fra guder
sofisten Kritias (300-t. f.Kr.) så ligefrem religion som de herskendes opfindelse for at holde folk nede. Platonikerne og siden stoikerne formulerede heroverfor et filosofisk gudsbegreb: Gud er tilværelsens organiserende og ledende fornuftsprincip. Kristendommen rehabiliterede det personlige gudsbegreb, men i