sofistisk
Sofistisk, (se sofist), vedr. sofismer; spidsfindig; hårtrukken; ordkløverisk.
Sofistisk, (se sofist), vedr. sofismer; spidsfindig; hårtrukken; ordkløverisk.
Elenchos, (gr. 'gendrivelse'), den sokratiske argumentationsteknik, hvor Sokrates godtgør, at modpartens definitionsforsøg fører til selvmodsigelser (reductio ad absurdum). Elenchos anvendes også om sofistisk argumentation, men ifølge Aristoteles er en "sofistisk gendrivelse" ikke en egentlig gendrivelse, men en fejlslutning.
sofistiske diskussioner hænger sammen med en begyndende interesse for juridisk argumentation og — til dels — for undertrykte sociale grupper (kvinder, slaver). De enkelte sofisters synspunkter spænder lige fra en humanistisk-relativistisk grundholdning (Protagoras) til magtideologi. Den sofistiske relativisme fremkaldte en kraftig
sofistisk filosof, kendt for påstanden "en hvid hest er ikke en hest". Argumentationen bygger på den betragtning, at en hvid hest består af to dele, farven hvid og formen hest, og at et hele ikke er lig en af dets
sofistiske skole. Herodes Atticus var nært knyttet til de romerske kejsere Hadrian og Antoninus Pius, og han var lærer for de senere kejsere Marcus Aurelius og Lucius Verus. Han stammede fra en umådelig velhavende familie og stod bag opførelsen af
sofistisk filosof. Hui Shi kendes for sine paradokser om deling og tælling. Han mente, at de viste, at alle ting er ét, og at alle derfor skal drage omsorg for hinanden. Hui Shi var i en periode statsminister i Weistaten
en grundlæggende forklaringsmodel i den historiske udvikling. Som historiefilosofi overlevede hybristanken dog ikke den sofistiske bevægelse og værdikrisen i slutningen af 400-tallet f.v.t. Læs mere i Den Store Danske Ate Sofisterne Grækenland i oldtiden – filosofi Grækenland i oldtiden – litteratur
Hypersofistisk, (gr. hyper- + sofistisk), overdrevent spidsfindig.
Sofistisk retorik sat i system Dermed tager Aristoteles arven op fra sofisterne, heriblandt Protagoras, der ofte citeres for udsagnet: der er i enhver sag to modsatrettede argumenter. Aristoteles systematiserer denne tankegang i sin udgave af retorikfaget, hvor den største opgave
sofistiske filosoffer modstiller natur og samfund; hos sofisten Protagoras er det menneskets natur at danne samfund, men naturen (physis) foreskriver ikke, hvilke normer og vedtægter (nomos) der gælder i de enkelte samfund. Godt og ondt relativeres, men det ligger dog