sogdisk
Sogdisk, nordøstiransk sprog, der ca. 300-900 e.Kr. blev anvendt i Sogdiana og Kinesisk Turkestan og skrevet med et aramæisk alfabet. De ældste tekster fra 300- og 400-t. er især af administrativ art, mens senere tekster, der bl.a. er
Sogdisk, nordøstiransk sprog, der ca. 300-900 e.Kr. blev anvendt i Sogdiana og Kinesisk Turkestan og skrevet med et aramæisk alfabet. De ældste tekster fra 300- og 400-t. er især af administrativ art, mens senere tekster, der bl.a. er
sogdisk. Alanisk, der er udviklet af skythisk, er kendt fra enkelte stednavne i det nordlige Kaukasus og fra nogle få enstavelsesord. Khwarezmisk, der kun er fragmentarisk bevaret og hovedsagelig i sen arabisk skrift fra 1100-1300-tallet, blev brugt i
sogdisk, som fra 700-tallet blev udbredt af handelsmænd, der fulgte Silkevejen. Største folkeslag (1989) kasakher ca. 8 mio. kirgisere ca. 2,5 mio. tadsjikere ca. 3,5 mio. turkmenere ca. 2,7 mio. usbekere ca. 14 mio. I 600-tallet
sogdisk bevaret det komplekse oldiranske morfologiske system. Talrige håndskrifter af buddhistisk art fra 600-900-tallet, affattet dels på khotanesisk, dels på tumshukisk, blev i begyndelsen af 1900-tallet fundet i Xinjiang i det nordvestlige Kina. Læs mere i Den
sogdisk og olduygurisk, men titlen benyttes også om en af Dødehavsteksterne, der er bevaret på aramæisk i fragmenter uden titel. De to fragmentgrupper har nogle markante fællestræk, som betyder, at Manis bog må have være baseret på den jødiske bog
sogdisk, baktrisk, tumshuqesisk), på tokharisk, olduighurisk, østaramæisk og kinesisk. Håndskrifterne rummer dels større fragmenter af enkelte af Manis egne værker (især Shābuhragān, Det levende evangelium, Kæmpernes bog og hymner), dels en fylde af genrer fra senere manikæere (især hymner, læretekster
iransk sprog, der tilhører den nordøstiranske sproggruppe, og det er den moderne aflægger af det middeliranske sprog sogdisk. Yaghnobi, der ikke har egen skrift, er især blevet undersøgt af russiske sprogforskere. Læs mere i Den Store Danske sprog i Tadsjikistan