solidarisk ansvar
Solidarisk ansvar, se solidarisk hæftelse.
Solidarisk ansvar, se solidarisk hæftelse.
solidariske ansvar for den gæld, der er stiftet til virksomhedens drift, også blevet fremhævet som betegnende for andelsbevægelsen. Et træk, der ligeledes kan fremhæves, er den eksisterende sammenhæng mellem ejendomsretten til virksomheden og de opgaver, denne virksomhed varetager enten ved
af samtlige (primær-)parter i sagen/projektet, tilstræbes af samme grund kun sjældent et egentligt solidarisk ansvar mellem deltagerne. Aftaler om partnering indgår ofte som et element i de såkaldte OPP-kontrakter (offentlig-privat partnerskab) eller BOT-aftaler (build-operate-transfer).
fx skyldes en kombination af uforsvarlig projektering og uforsvarlig udførelse. Hver af faktorerne er ikke nok til at hidføre skaden, de skal alle have været tilstede. I sådanne tilfælde pålægges skadevolderne solidarisk ansvar. Se også årsagssammenhæng og erstatningsansvar i kontraktforhold.
Begrænset ansvar, se solidarisk hæftelse.
Solidarisk, (af ty.-fr.), som står last og brast (med); som påtager sig at tage del i ansvar og byrder. Se også solidaritet.
solidarisk med kollegerne. Det drejer sig om at stille krav til sig selv. Ved at avancere opnår man det egentlige mål med sin indsats: ansvar, indflydelse og dispositionsfrihed. I 1987 udviklede etnologen Lone Rahbek Christensen (f. 1956) i Hver vore
ansvar for forældrene, er det ikke en forudsætning, at man også kan pålægge barnet et ansvar for skaden. Forældrene skal betale Hvis et barn er skyld i en skade, kan den skadelidte, kræve en erstatning på op til 7.500 kroner pr. skadegørende handling af den, der har forældremyndigheden, jf lov
ansvar for afdødes gæld. Det var indtil 1.1.1997 en almindelig skifteform, som indebar, at der ved skiftet navnlig blev taget hensyn til arvingernes interesse. Besluttede alle arvinger, at de ville vedgå gælden, behandledes dødsboet som et offentligt vedgåelsesbo ved skifteretten eller ved eksekutor. Arvingerne havde beslutningsmyndighed på skiftesamlinger; rådigheden over
solidarisk, genkendeligt og med ømhed hverdagen for en række arbejderklassekvinder i en provins, der sjældent finder vej til litteraturen. Teksten viser, hvordan såkaldt ”almindelige” mennesker er enestående og interessante. Egentlig laver de ikke meget andet end at snakke og drikke kaffe, men kærlighed, seksualitet, fødsel og død løber som understrømme