stilisere
Stilisere, fremstille kunst o.l. i forenklet form.
Stilisere, fremstille kunst o.l. i forenklet form.
stiliserede kvinder. De var et vigtigt element i de neolitiske kulturer på Balkan (Starčevo og Vinča), især i det 6. og 5. årtusinde f.Kr. Udsmykningen af keramikken nåede et højdepunkt med slyngmønstre og spiralmønstre. Fra 4. årtusinde f.Kr. kendes stiliserede
stiliserede slangehoveder. Guldets betydning fortsatte i germansk jernalder, hvor der efter 400 e.Kr. kendes fremragende arbejder, fx mundblik til sværdskeder samt brakteater med stiliserede dyrefigurer i en særlig nordisk stil. Til denne guldrige periode hører også de vægtige guldhorn fra
stiliserede bladmotiver, er kymation karakteriseret af en svunget og ”bølgeformet” tværsnitsprofil, hvad der i billedhuggerfagsproget har givet dem navnet den lille bølge, på græsk kymation (udtales med tryk på anden stavelse) – i modsætning til templernes ”store bølge”, kyma, der er
stiliserede dyremotiver, Drage-Føniks-tæppet (Islamisches Museum, Berlin) og Marbytæppet (Statens historiska museum, Stockholm). Importen til Europa fra Tyrkiet var betydelig, og mange af disse tæpper ses — ofte som borddække — i malerier fra 1400-1500-tallet af bl.a. Hans Holbein
stiliserede båndfletninger og dyremotiver. Karakteristisk for den nordiske kvindedragt var et par skålspænder, der holdt stropperne i en selekjole. Kappen eller overtøjet blev lukket med et tredje spænde, enten ligearmet, rundt, trefliget, tunge- eller dyreformet. Et lille spænde lukkede halsslidsen
Stilisering, (se stilisere), det at stilisere; en stiliseret fremstilling.
stiliseret, reciterende spil og en blanding af barok og antik i sceneri og kostumer, der skabte en symbolsk kunstverden. Det var et teater både for hof og for by. På de offentlige teatre var det karakteristisk, at der var pladser
stiliserede, unyttige som ranker, dyrebilleder, tapeter – eller nyttige som rammer, konsoller eller som hængsel, klinkefald, dørgreb eller hasper. Bortset fra de sidste eksempler, bruges det spinkle akantusblad stort set aldrig til at bære eller holde noget. Det er først og
stiliserede drager og andre fabeldyr. Dragetæpperne fra 1500- og 1600-t. er de ældste kendte kaukasiske tæpper, og de er ofte blevet tilskrevet armenske tæppekunstnere. Mange af dem er meget lange, farveholdningen er ofte særdeles livlig, og det detaljerede mønster