stoisk
Stoisk, (af lat. stoicus), uforanderlig; behersket. Se også stoicisme.
Stoisk, (af lat. stoicus), uforanderlig; behersket. Se også stoicisme.
Stoisk logik I stoisk filosofi betegner logikken studiet af, hvordan fornuften ytrer sig i tanke og tale, og hvordan man gennem sansning, begrebsdannelse og argumenter kan opnå viden. I moderne termer omfatter den stoiske logik altså både formel logik, retorik
Stoisk ro er et populært udtryk, der kan bruges lidt forskelligt, men som egentlig betegner den tilstand, et menneske har opnået, når det gennem sin fornuft og vilje har vundet herredømme over psykisk ustabilitet, fx sindsbevægelse eller neuroser. Udtrykket har
Stoisk - stoicismen, (af lat. stoicus), i overensstemmelse med stoicismen.
stoiske lære om åndsatleten, der betvinger alle lidenskaber, og den vise, der står som en klippe i begivenhedernes hav, var i den græsktalende del af riget Epiktet og Marcus Aurelius; mod vest var det, ud over alle de stoiske passager
stoisk semantik. I stoisk begrebslære underinddeltes størrelsen "noget" i "det materielle" (det somatiske), som kan siges at eksistere, og "det immaterielle", som ikke eksisterer, men alligevel "forefindes". Den sidste gruppe rummede det udsigelige, det tomme, sted og tid. Stoisk filosofisk
stoiske filosofi, dels for at overvinde sin egen modgang (den mangeårige svagelighed, det syvårige eksil på Korsika) og medgang (rigdommen og dens fristelser), dels for at tæmme sin myndling Nero og hans følsomme, tyranniske sind. I Senecas liv og værk
stoiske skole i Athen. Intet af hans mange skrifter er bevaret. At dømme efter de antikke citater fra hans skrifter, der ikke optræder så hyppigt som citater af forgængeren Zenon eller efterfølgeren Chrysippos, interesserede Kleanthes sig særligt for naturfilosofi og
stoisk etik. I 1.-2. årh. e.Kr. dukkede kynikeren op igen: som idealskikkelse hos stoikere som Seneca og Epiktet — og i praksis overalt i Middelhavsområdet. Efter denne anden blomstringsperiode kendes kynismen frem til 400-t. e.Kr. Kernen i den kyniske
stoisk filosofi en betegnelse for de konkrete, aktivt formende strukturer, der danner hver enkelt ting i verden. Hver især afspejler de den ene generative kraft, Gud, som ved at virke på det andet grundlæggende princip i stoisk ontologi, det passive