tableau
Tableau, (fr.), betegnelse for en pludselig, dramatisk (og pinlig) afsløring el. overraskelse.
Tableau, (fr.), betegnelse for en pludselig, dramatisk (og pinlig) afsløring el. overraskelse.
(Gyldendals Teaterleksikon)
Tableau, fr. billede, et relativt selvstændigt arrangement eller optrin i dramaet eller på scenen med maleriet som forbillede. Det afbryder momentant den dramatiske handling og har ofte tematisk betydning. T er tidligst kendt fra religiøse udendørsspil i middelalderen, der fremstillede
Tableau vivant er et udtryksfuldt teateroptrin, der gengiver fx en historisk begivenhed eller en scene fra et kunstværk. Genren kendes fra middelalderen, hvor scener af lidelseshistorien blev fremstillet i tableau. I Frankrig og England udvikledes formen i 1700- og 1800-tallet
Tableau - dekoration, (fr. billede), maleri; skuespilafsnit, der foregår i samme dekoration.
tableauer med klichéfyldte og stereotype kvindeskikkelser, der er mere eller mindre glamourøse, som var det stillbilleder fra film. Det essentielle var selve iscenesættelsen; at hun placerede sig i en given situation, uden fortid eller fremtid. Efterfølgende er Sherman fortsat med
tableauer. I disse omfattende installationer med objekter og figurer, der blander det realistiske med det bizarre og symbolske, tematiserede han det amerikanske samfunds holdning til sindslidende, prostitution, race og krig. Fra 1965 lavede han også 'koncepttableauer', der udelukkende bestod af
tableau midt på broen. Teatralske virkemidler er bl.a. elevatorer, faldlemme og en stor drejescene, der betragtes som en japansk opfindelse. Skuespillernes bevægelser følger for publikum velkendte traditionelle grundformer, kata, som i dramatiske højdepunkter fastfryses i et kort statisk tableau, mie
tableauer, som også tematisk er i familie med Benjamin Christensens Heksen (1922), Carl Th. Dreyers Vampyr (1932) og Vredens Dag (1943) samt Ingmar Bergmans Det syvende segl (1957) og Persona (1966). Inspiration Som forberedelse til at lave en gyser brød
tableauer. Mens suitens enkelte satser var uden indbyrdes forbindelse og "uden betydningsindhold", så var den musik, der blev komponeret direkte til 1700-t.s nye balletform, ballet d'action, i en anden dramatisk betinget form, der betonede det dynamiske, det billeddannende
pædagogen Per Flink Basse (f. 1949). Til særlige rum, bl.a. Rundetårn og en svømmehal, skabte gruppen med 15-200 aktører store, visuelt markante forestillinger som en procession af langsomt fremadskridende, stiliserede tableauer. Fokus lå i stoflighed, rumopfattelse og rituel gentagelse.