ur – nedstyrtede klippestykker
talus, er store ansamlinger af klippestykker styrtet ned fra en stejl bjergvæg.
talus, er store ansamlinger af klippestykker styrtet ned fra en stejl bjergvæg.
normalt 2-100 cm i tværsnit, men stykker op mod 25 m findes. Talus udvikles til selvstændige landskabsformer som fx taluskegler og -skråninger samt blokgletsjere. Frostsprængning i kolde klimazoner fremmer dannelsen, hvorfor talus især findes i bjergområder i polnære egne.
er den skrå, fremspringende nedre del af en middelalderlig by-, borg- eller tårnmur.
talus) og fodgaflen, som dannes af skinnebenet (tibia) og lægbenet (fibula), se fod og ben. Ankelbrud ses oftest på den udvendige del af fodgaflen, i svære tilfælde også på den indvendige del i forbindelse med beskadigelse af ledbånd. Er bruddet
nyligt aflejrede flodsedimenter eller på nedskredet, stenet og gruset bjergmateriale, talus. Forekomst af salt- og alkalijorder og af mosejorder kan også i højere grad være betinget af topografiske end af klimatiske forhold, og de må da også betegnes som azonale.
sej masse, transporterer de store mængder forvitret fjeld, talus, bort fra den bagvedliggende klippevæg, og er dermed vigtige for landskabsdannelsen i mange bjergområder. Verdens største blokgletsjer er 6 km lang og findes på øen Disko i Vestgrønland. Se også gletsjer.
talus-breccie; af udslyngede bjergartsfragmenter fra eksplosive vulkaner, vulkansk breccie; eller af knuste og afbrækkede klippestykker i en forkastningszone, hvor de to sider har bevæget sig i forhold til hinanden, tektonisk breccie. En breccie kan også bestå af skøre bjergarter
talus, indgår i ledforbindelsen med underbenet. Underbenets to knogler (skinneben og lægben) danner fodledsgaflen, der med de to ankelknyster, malleolerne, griber omkring siderne af rullebenet i en hængselledforbindelse, ankelleddet. Dettes bevægelser er stramt styret af flere ledbånd (sideligamenterne), der spænder
talus (1984) bygger på erindringsstof, som senere udvikles i Aller aux mirabelles (1991). Spredt i prosasamlingerne og i de egentlige digtsamlinger findes digte i Rédas foretrukne form: 14-stavelsesverset, som udvider det traditionelle 12-stavelsesvers med to stavelser, der bringer
Rulleben, talus, den fodrodsknogle, der danner ledforbindelse til underbenet, se fod.