teologiske dyder
Teologiske dyder, de tre teologale dyder, dvs. tro, håb og kærlighed. Betegnelsen skyldes, dels at de har deres ophav i Gud (græsk theos) og derfor må anses for "indgydt" af ham og ikke "erhvervet" som fx klogskab, dels at de
Teologiske dyder, de tre teologale dyder, dvs. tro, håb og kærlighed. Betegnelsen skyldes, dels at de har deres ophav i Gud (græsk theos) og derfor må anses for "indgydt" af ham og ikke "erhvervet" som fx klogskab, dels at de
er kendt fra den såkaldte kærlighedens højsang i Det Nye Testamente (1. Korintherbrev, kap. 13).
teologiske kardinaldyder. Håbet er ifølge Thomas Aquinas en kardinaldyd, fordi der af håbet udspringer andre dyder, og håbet er en teologisk dyd, fordi det har Gud som sit yderste objekt og formål. Håbet bestemmes således hos Thomas som den rette
Dyder er anlæg i mennesket; de kan opøves og således føre til, at man lever etisk eller "dydigt". Platon opstillede fire hoveddyder eller kardinaldyder: visdom, retfærdighed, udholdenhed (mod) og selvbeherskelse. De blev senere suppleret med "de tre teologiske dyder": tro
teologiske dyder" tro, håb og kærlighed. Sacré-Coeur Fra og med 1400-tallet udbredtes skildringen af Jesu hjerte (fr. Sacré-Coeur) som symbol på hans kærlighed og lidelse. Jesus ses da pegende på sit blottede hjerte, eller hjertet vises for
teologiske dyder, tro, håb og kærlighed, sætter den kristne i stand til at yde mere end det naturlige menneske. Ifølge Thomas skænkes nåden frit af Gud uden hensyn til menneskelig indsats; i spørgsmålet om frelsesvalget (prædestination) befandt Thomas sig på
teologisk om "Gud, dyd og udødelighed", en fast forsynstro, parret med etisk alvor. I hans prædikeners direkte viljesappel lå et angreb på tidens materialisme og moralforfald. I sine senere år kom H.G. Clausen i stærk modsætning til tidens nykonservative strømninger
Moralitet, senmiddelalderlig dramaform, befolket af allegoriske personifikationer af moralske og teologiske begreber som dyden og lasten, kræfter, som kæmper om menneskets sjæl. Udbredt var spillet om Enhver. Se middelalderens teater.
er en milepæl i udviklingen af det tyske litteratursprog. Friedrich von Spees udogmatiske kristendomsopfattelse viste sig i hans Güldenes Tugend-Buch (1649), der med sin insisteren på næstekærligheden som den centrale kristne dyd havde stor betydning for tysk teologisk tænkning.
teologisk utilitarisme: Gud ønsker mennesket evig lykke, og dets dyder og pligter kan begrundes ud fra Guds vilje og hensynet til at opnå lykke. For at vurdere en handling som god kræves ikke en særlig moralsk sans eller intuition, men