teoretisering
Teoretisering, (se teoretisere), ofte nedsættende det at teoretisere.
Teoretisering, (se teoretisere), ofte nedsættende det at teoretisere.
teoretiseringer af arbejderlitteraturen. Her nedtones ofte spørgsmål om ideologi til fordel for repræsentationen af og synliggørelse af samfundets mest udsatte medlemmer. Et genkommende argument her er, at arbejderlitteraturen er historisk foranderlig, hvorfor flere studier fx forbinder traditionens nye former og
teoretiseringen og udbredelses af konceptet. I 1965 udgav han bogen Neo-Colonialism – The Last Stage of Colonialism. Nkrumahs analyser og perspektiver er forankret i de realiteter, der udspillede sig i Afrika fra omkring midten af 1950'erne i forbindelse med
teoretiseringer, således hos Ludovico Castelvetro, der i 1570 udledte kravet om stedets enhed af Aristoteles' begreber om tidens og handlingens enheder. Sebastiano Serlios Secondo Libro dell'Architettura (1545) rummer anvisninger på tragisk, komisk og landlig scenografi og teaterarkitektoniske betragtninger med
teoretisering af rummet som socialt fænomen, dvs. dets dannelse og betydning i relation til sociale forhold. Socialgeografien har her haft en central rolle i det videnskabsteoretiske opgør med strukturalismen. Fra 1990'erne har den sociale ulighed fortsat været under debat
Pascoais, 1877-1952, portugisisk forfatter. Med en storladen, suggestiv digtning og teoretiseringer over begrebet saudade ('savn, længsel'), "det portugisiske folks åndelige blod", bidrog han fra 1912 afgørende til bevægelsen Renascença Portuguesa og til skabelsen af den særlige kulturfilosofiske strømning saudosismen.
(Dansk Biografisk Leksikon)
teoretisering kunne føre til bedring af børns opvækstvilkår. Den pointerede overensstemmelse mellem handling og mening hos skuespilleren bragte ham ind på sammenligninger af K. Stanislavskijs spillenormer og dagliglivets adfærdsregler, ligesom uoverensstemmelser mellem adfærd og hensigt som illusionisten Faustinus benyttede sig
(Dansk Biografisk Leksikon)
teoretisering. Personskildringerne er fængslende og indlevede, dog ikke når det gælder de store religiøse ledere – Hartvig Frisch var selv ganske uden religiøse fornemmelser. Da Hartvig Frisch var blevet politiker skiftede forfatterskabet over til samtidens historie. Tilegnet Th. Stauning på 60-års
(Gyldendals Teaterleksikon)
teoretiseringer, således hos Ludovico Castelvetro, der i 1570 udledte kravet om stedets enhed af Aristoteles’ begreber om tidens og handlingens enheder. Sebastiano SerliosSecondo Libro dell’Architettura fra 1545 rummer anvisning på tragisk, komisk og landlig scenografi og teaterarkitektoniske betragtninger med
(Dansk litteraturs historie)
teoretisering. I Jakob Knudsens sidste store roman Angst – Mod (1912-14) breder en sådan spaltning sig ligeledes opløsende ind i værkets komposition. Dobbeltromanen er en skildring af Martin Luthers religiøse udvikling, og som i beretningen om Karl Wintrup fuldendes også